Samlet for Aarhus Fans
Så er det heller ikke værre. Der er ikke krise i AGF. Det mener i hvert fald Søren Højlund Carlsen, som her opfordrer til besindighed og til at se nøgternt på de syv kampe, der er gået siden AGF har vundet i Superligaen.

Af Søren Højlund Carlsen

Så skal vi åbenbart til det igen; krisesnakken i AGF. Det er en tendens så sikker som julens komme, at hver gang AGF har tabt en lille portion kampe, så kommer frustrationerne blandt tilhængerne og aviserne finder de store kriseoverskrifter frem. Således også nu, hvor AGF ikke har vundet i syv kampe. Mere skulle der ikke til før de sociale medier og diverse fan-foras flød over med galde og formørkede krav om fyring af trænere og udskiftninger i startopstillingen, mens medierne fortalte om nye træneremner og spekulerede i, hvor sikker den nuværende træner nu sidder i sit job.

Men i modsætning til tidligere tiders kriser – og guderne skal vide, at der har været mange – så er der nu grund til at råbe et stort; Ro på! For sku’ vi nu ikke lige…? Jo, det skal vi. For hvis man nøgternt kigger på situationen i AGF og ser på den foregående periode lidt ad gangen, så er der ingen grund til panik – så langt fra.

Først og fremmest er der mange, der må have glemt, hvor vi kommer fra. Vi er et oprykkerhold, der de senere år har gennemlevet kriser, der får den aktuelle til at ligne en sommerdag i Disneyland. Derfor kan man ikke forvente top-placeringer og store resultater allerede nu. Måske det er de samme, der også har glemt målsætningen om, at i år handler det rent faktisk kun om overlevelse og ikke andet. Og kig lige på stillingen igen; det går da meget godt. Det er først i år to og tre i ”Det nye AGF’s” levetid, at der skal resultater på bordet. At holdet så rent faktisk har spillet til mere og dermed selv har hævet barren for forventningerne. Ja, det er en helt anden sag. Men det spiller selvfølgelig også ind i de skuffede forventninger blandt mange tilhængere.

En ad gangen
Men hvis vi ser nøjere på de seneste syv kampe, så bør det give grund til optimisme og i hvert fald lægge en dæmper på den krasse kritik, der visse steder bliver givet udtryk for.

Ground zero i kampkalenderen i den aktuelle debat må være kampen mod AaB, som vi desværre taber 2-3. Men også en kamp, hvor spillet til tider var forrygende, indstillingen endnu bedre og det var det første nederlag i årevis, hvor spillerne blev klappet fra banen. Så får vi et fint og flot point i Parken og spiller dernæst 0-0 hjemme mod Esbjerg, hvor vi spiller noget af det bedste, vi har set fra AGF i mange år i en kamp, som – hvis alt var normalt hos fodboldguderne og dommeren – havde vundet. Fra Esbjerg kampen knuser vi et lavere rangerende hold i pokalturneringen – en turnering, hvor AGF vel og mærke ellers notorisk ikke gør noget væsen af sig.

Herfra begynder det så at gå galt. Men husk lige tilbage på Hobro kampen igen. (Som vi jo i øvrigt rent faktisk vandt). Vi spiller rigtig fint mellem felterne og taber (på banen) på nogen dumme fejl. Samme tendens mod SønderjyskE, hvor kun en personlig fejl gør, at vi ikke få point og hvor vi har store chancer for flere mål end det ene vi ender med. Efter SønderjyskE vinder vi så igen i pokalturneringen over Silkeborg – en kamp, som ”Det gamle AGF” havde tabt. Og først i den seneste kamp i Farum kan man reelt tale om en dårlig kamp i både spil, indstilling og resultat.

Men ser man enkeltvis på de seneste kamp op til blamagen i Farum, så klinger krisesnakken noget hult. For så slemt står det altså ikke til på banen og AGF er rent faktisk det hold, der har tabt tredje færrest kampe kun overgået af FCK og FC Midtjylland. Så den eneste spillemæssige krise, vi har lige nu er måske bare i vores selvforståelse. For det er klart, at vi hader at tabe til hold som SønderjyskE, Hobro og Farum. Det har vi meget svært ved, for det passer sig ikke til vores AGF. Men rent nøgternt og realistisk set, så retfærdiggører de tre nederlag altså ikke nogen stor krise.

Grund til optimisme
Krisesnakken synes også urimelig, når man også tager i betragtning, at mere end halvdelen af holdet er nyt og mange af spillerne kommer uden fra Skandinavien, hvad det alt sammen indebærer af tilpasning og sprogvanskeligheder. Det har dog ikke forhindret en god stemning i truppen, hvad enhver der kommer forbi Fredensvang en træningsdag ved selvsyn kan forvisse sig om. Ellers så prøv at se den store klynge af spillere, der samles om et kampråb inden en kamp. De ligner ikke et hold, der ikke kan lide hinanden. Men et nyt hold tager tid – ofte lang tid.

Samtidig uden for banen er der også grund til optimisme. Klubbens moderselskab har fornylig opjusteret regnskabet for 2015/2016 med ti millioner kroner, så der nu for første gang i umindelige tider endelig er udsigt til overskud. Mentalt overskud er der allerede på kontoret i AGF, hvor direktør Jacob Nielsen står for en forfriskende ærlig og åben stil, og hvor han – som den første direktør i AGF – nu også tager livtag med debatten om vores elendige stadion i sådan en grad, at der for første gang nogensinde nu tegner sig en konkret løsning ude i horisonten.

Så alt i alt er der i høj grad grund til at opfordre til ro på. Bevares, vi ved, hvor hurtig det kan ændre sig i vores klub, hvor vores fælles erindring er fuld af store lange smertefulde kriser. Men hvis vi hælder vand på bålet inden det flammer op og forsøger at se bare en smule nøgternt og roligt på kendsgerningerne ude i virkeligheden, så er der intet, der tyder på, at vi er på vej ind i sådan en lige nu. Dertil er der for meget forandret på og uden for banen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here