pokalfinal 1996

Det er Kristi himmelfartsdag 1996. Sammen med to kammerater sidder jeg i et regionaltog på vej til København. Vi er kommet for sent af sted. Men det er vi ret ligeglade med. For vi var jo næsten ikke kommet af sted overhovedet.

Af Timo Iwersen

Men så kom Gunner Lind. Med to mål i pokalsemifinalen mod Herfølge – et i eget net og et i modstandernes mål i kampens overtid – fik han på dramatisk vis sørget for, at AGF og vi tre nu er på vej til pokalfinalen i Parken. Og det bliver en tur, jeg aldrig kommer til at glemme. En tur, som for en af os ender med, at hans kæreste fortæller ham, at han lugter af hest, da han kommer hjem. En af os må hele to gange hoppe op og hænge sig fast på ydersiden af et nattog. Og en af os er millimeter fra at få en ordentlig omgang bøllebank af nogle Brøndby-fans med nedsat hørelse.

Som aftalt er vi fra og med Roskilde begyndt at synge nogle slagsange. Fordi det er Roskilde – festivalbyen, musikbyen. Og fordi vi først lige skulle smøre stemmebåndene lidt. Nu stiger stemningen støt. Hvis køreplanen holder, når vi at være på Østerport station lige inden kampstart, men så er der jo også gåturen til Parken. Den bliver til gengæld ledsaget af en masse politi. Det føles nærmest som en eksklusiv politieskorte. Der er ikke andre GF’ere end os. Så vi virker nok lidt mistænkelige. Senest der kunne det have slået os: Kørte der måske fanbusser? Var det endda særtog? Der nåede frem til tiden… Men det spiller ikke nogen rolle nu. Vi er så spændte og vil bare ind på det stadion, op på tribunen, være en del af den hvide væg bag det ene mål.

Vi vinder 2-0. Tøfting og Peter Degn får den hvide væg til at bryde ud i et ekstatisk jubelrus. Nå ja, taberholdet hedder Brøndby IF. Det gør glæden absolut ikke mindre, tværtimod. Deres fans klapper på et tidspunkt efter kampen af vores hold. En flot gestus hedder den slags vel. Det ville jeg aldrig selv kunne have gjort, hvis det var dem, der havde vundet. Men det behøver de jo ikke at vide.

Og den flotte gestus har jeg så også glemt alt om, da vi i nærheden af Hovedbanegården kommer til at mundhugges lidt med en gruppe Brøndby-fans, der er større end vores på tre. Egentlig synes situation ikke at være særlig farlig, men da jeg kommer til at råbe noget med ”dårlige tabere” efter dem, kommer der gang i tingene. De må have hørt, at jeg råbte ”aber”, for de er lige pludselig meget aggressive. Vi flygter hurtigt ind på det nærmeste værtshus. De følger efter. Der er tæsk i luften. Ingen af os tre kan eller vil slås. Men det behøver vi heller ikke. For inde på værtshuset rejser der sig nogle meget bredskuldrede mænd op fra et bord og går lige så langsomt og lydløst hen imod Brøndbyerne, der hastigt forlader stedet. Først nu ser vi på deres jakker, at det drejer sig om nogle folk fra Ceres-bryggeriarbejdernes AGF-fanklub. Hvis det gik efter mig, fik de en statue et sted i byen.

Efter nogle sejrsøl på værtshuset køber vi togbilletter hjem til Århus. Vi er ikke helt færdige med København endnu, så vi bestiller pladser i nattoget. (Det er året før åbningen af jernbanedelen af Storebæltsbroen, så der kører stadig nattog, og man skal en tur med færgen for at komme fra Sjælland til Fyn.) Det er midt på aftenen, så vi har stadig et par timer at løbe på. Der er ikke flere GF-fans at se nogen steder. Men man kan vel altid drille en Brøndby-tilhænger mere. Jeg kender en tidligere kollega, der bor på Islands Brygge, og som holder med BIF. Også han er ude i noget med en flot gestus ved bare at åbne døren for os, der efterhånden ikke længere er ædru. Han har forstuvet foden på Brøndby-tribunen og roser AGF’s indsats. Men han ævler også noget om Mogens Krogh og noget med en 3-3-kamp. Vi aner ikke, hvad han snakker om, og beslutter os for at købe en stor pose øl på Havnecafeen på Islands Brygge – til hjemturen i nattoget. Her må vi konstatere, at toget kører meget snart.

Selv om københavnske bycykler aldrig nogensinde før er blevet set køre så hurtigt over Langebro, når vi ikke toget. Eller… Det er begyndt at rulle, men døren, hvor konduktøren står, er stadig åben. En af mine kammerater hopper op på toget og holder fast i den halvåbne dør, hvor konduktøren prøver at skubbe ham ud. Hun har noget imod, at fulde fodboldfans skal ødelægge hendes vagt. Men det kommer de til. Ved at hænge i døren på den måde lykkes det for min kammerat at holde den åben, så vi andre også kan komme med. Senere på Storebæltsfærgen gør han noget tilsvarende. Denne gang hænger han bare oppe ved lokomotivføreren for at stoppe toget helt. Vi var taget op på færgen for at se, om der var flere øl og havde selvfølgelig glemt alt om tiden. Så uden hans heltemodige indsats var vi blevet efterladt på færgen.

I nattoget møder vi nogle flere GF’ere. Vi er alle sammen stadig høje af sejrsrusen og også ret mærket af ølrusen. Vi får at vide af den stakkels konduktør, at vi ikke må synge, at vi ikke må larme, og at vi skal lægge os til at sove. Ingen af delene synes mulige for os i den situation. Vi synger, vi larmer, og vi sover ikke. Vi kan bare ikke lade være. Til gengæld kan DSB-personalet så heller ikke lade være med at smide os ud af toget i Fredericia. Fair nok. Så kan man jo lige tage på et af byens diskoteker og synge GF-sange, indtil det første morgentog kører mod Smilets By.

Det første jeg gør, da vi rammer Århus H, er at købe Århus Stiftstidende. For at se billederne og læse artiklerne om den store triumf. Pokalvindere. 2-0 over Brøndby. Windfeld, der løfter pokalen. Det er snart 20 år siden. Jeg har stadig avisen. Og den smider jeg aldrig ud.

Og, nå ja… Min kammerat, som af kæresten blev anklaget for at lugte af hest – han lugtede bare af pokalsejr, af udebanetur… og af rigtig mange øl.

Se højdepunkter fra pokalfinalen i 1996 her:


EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here