I disse tider når vi danskere tænder for tossekassen, bliver vi nærmest bombaderet med nyheder, om folk der pander hinanden ned til højre og venstre, fordi ham den anden fyr på barstolen har et lækkert hår, eller hans dame har større kasser.

Det er heller ikke mange år siden, at AGF, og især spillere i AGF, var synonym med vold. Da trioen Brian Steen Nielsen, Stig Tøfting og Jonny Hanssen gik på banen, var man nærmest sikker på, at der blev langet øretæver ud til modstanderen.

Men da de gik værd til sidst, manglede klubben deres krigere. Graulund forsøgte men kunne ikke gøre det ene mand. Men så var det, at klubben fik øjnene op for de guldklumper guldminen Island spytter ud, og en herre ved navn Kari Arnason blev tilknyttet i den hvii’e trøje.

Men som beskrevet i min forrige blog, så er de islandske spillere blevet en eksportvarer i AGF, og Kari’en tog forleden dag med Ove P til Esbjerg.

Spørgsmålet er som AGF ikke manglere deres krigere til at tage slagene på midtbanen? Det er unge fyre som Kasper “Tøffe” Povlsen og Jens “Mubas” Gjesing, klubben nu tilsyneladende satser på, krydret med en teknisk stærk, og skadet, amerikaner, samt en filipiner, der ikke helt er filipiner nok til at komme på deres landshold. På fløjene er der så nogle spillere i fluevægtsklassen. Med de informationer in mente, kan man nemt frygte, at AGF bogstaveligt talt bliver trampet ned, når de fx skal møde fynboerne.

Men historien har jo fortalt os, at den kloge narrer den mindre kloge, og at små fyre godt kan nedlægge kæmper, jeg erindrer hvert fald en eller historier om to fyre ved navn David og Goliat.

Tidspunktet er måske ikke helt belejligt, men jeg skylder vist også at præsentere mig selv, selvom jeg måske har et velkendt navn for de fleste. Som der står i min indledning her i bloghjørnet, så har jeg et par år på bagen som AGF-fansiteskribent, men nu fordriver jeg så tiden på Rønde Højskole, hvor jeg håber at kunne udvikle bl.a. mine evner som skribent, så jeg kan ende ud som en journalist en dag.

Livet i Rønde er dog ikke helt fredeligt, selvom alt tyder på, at jeg er havnet i et bondesamfund. Ved indgangen til byens diskotek, står der fx traktorkørekort under gyldig ID. Hvis man forvilder sig videre ind i infernoet af 90’er techno, sidder albuerne højere og mere løst end en tidligere nr 32 fra FC Lalandia. Lige præcis den erfaring leder mig tilbage til indledningen af dette blogindlæg, volden i Danmark hersker stadig i højeste grad, jeg blev selv overfaldet af en afbleget pygmæ med lidt for stor halskæde på den anden dag. Han insisterede på, at han havde patent på den pige, jeg dansede med.

Inden der går for meget soapdrama i bloggen her, må jeg hellere pointerer, at der stadig findes krigere i AGF. Hvem husker ikke, da Frederik Krabbe efter en ryk i højresiden i en kamp mod Randers FC, fik slagtet Jan Frederiksen på en måde, Stalddrengen sent vil glemme. Og vi nyder også at se Nando holde fem mand bag sin kæmpe ryg, mens han lægger bolden til rette for modstanderen.

Ja, godt nok er de gamle krigere i AGF fortid, men nye tager over og andre indfører nye stilarter.

Livet forsætter sin gang i AGF.

Slutteligt vil jeg gerne opfordre AGF fans til forsat at være et fredeligt folkefærd, både i forbindelse med kampe men også i det almindelige civile liv.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here