Så skete det igen igen…igen. Jeg tænker ikke på nederlaget på bondegården mod FC Møgjylland, men derimod på de skader vi fik tilraget os. Nando blev nok engang skadet og tilføjet til den alenlange liste af spillere, der også er ukampdygtige. Jeg har efterhånden opgivet at holde regnskab med, hvor mange spillere vi mangler, men jeg dumpede også matematik i gymnasiet.
Én ting har jeg dog regnet ud. Hvis man antog, at alle vores skadede spillere var kampklare, så ville de på papiret, være stærkere end det hold, der reelt er kampklart lige nu. Hvis man så dertil tager de spillere, der er karantæneramt, ville holdet være stærkt nok til at slåsse om medaljer.
Alt det jeg lige har beskrevet er på ingen måder nyt for AGF fans, vi er efterhånden vant til, at vores spillere er skadet på samlebånd, og hvis de ikke er skadet, spørger vi os selv, hvad faen der sker, om de mon er dopet eller lignende. Nogenlunde samme spørgsmål stille vi også os selv i vinters, da vi lå godt til i ligaen. Vi har dog fået svar på tiltalen her i foråret, nu vi er dumpet to pladser ned – i grunden meget ulogisk, da vi i størstedelen af kampene har spillet lige så godt, hvis ikke bedre end i efteråret.
Men da vi i AGF altid, eller i hvert fald i mange år, har døjet med skadet, og vi samtidigt heller ikke har været med i toppen af ligaen længe, har jeg nu fået en genial idé, stærkt inspireret af de olympiske lege, eller rettere de paralympiske lege. Vi skal simpelthen have oprettet en liga for skadede spillere, hvor de skadede spillere så bare agerer det bedste, de kan i kampene.
Jeg mener, spillerne får jo deres løn om de er skadede eller ej, og så skal vi som fans og klubber have det bedste ud af dem. Det mener jeg, vi får i sådan en liga, hvor der selvfølgelig vil være skyhøje økonomiske præmier til vinderne. Endeligt skal der lige så selvfølgeligt også være mulighed for, at vi kan kvalificiere os til de paralympiske lege. Der er ingen tvivl om, at fodbold for skadede spillere, vil slå igennem som den helt nye store idrætsgren – i hvert fald på Fredensvang.
Skriv et svar