Jeg vil hellere være dansk mester efter at have spillet rædselsfuldt og kedeligt, end at have spillet fantastisk flot og så rykke ned. Ingen tvivl om det. Manglende sejre kan ikke undskyldes med uheld og godt spil. Så er det slået fast.
Alligevel synes jeg AGFerne kan have en stor ære af kampen i Aalborg. AGF spillede jo såmen flot, turde holde på bolden på en svær udebane, og var klart dem der ville og kunne mest. Derfor var det rystende, at høre Michael Jakobsen, Magnus Pehrsson, Rasmus Würtz og resten af AaB-lejren stå efter kampen, og påstå at AGF ikke ville frem af banen, og stod defensivt uden at ville noget.
Jeg er godt klar over mekanismerne efter en kamp, hvor spillerne normalt ikke ser helt ens på tingene. Men hvis man ser på hvor sindssygt lidt AaB ville – især i 1. halvleg – så synes jeg det er synd for sporten, at man prøver at bortforklare sådanne ting med at modstanderen ikke ville frem af banen.
AGF kom ganske vidst ikke særlig tit helt frem i AaBs felt, hvilket skyldes manglen på de to deciderede målsøgende angribere Nando Rafael og Peter Graulund. Alligevel holdte AGFerne i bolden, og midtbanen fungerede glimrende, især med en Benny Feilhaber der mere og mere minder om en moderne udgave af Michael Laudrup.
Hvis jeg havde været AaB-fan, så havde jeg været rasende over at høre spillernes søforklaringer om den manglende indsats. Når man på hjemmebane pakker sig så langt ned som AaB gjorde, så er der ingen grund til at forklare sig ud af det med løgne og andet.
AGF havde mest ære af kampen. AGF er vel et af de bedste hold i ligaen til at holde bolden i egne rækker, og et af de hold der hurtigst generober bolden. Desværre har det ikke kastet point af sig, og i takt med at antallet af gule kort er faldet, så er pointene udeblevet. Er det de sidste procenter der mangler i presset, som ofte gav mange frispark tidligere, eller er det generel mangel på kondition?
Et spørgsmål jeg har grublet over siden mandag aften er, hvad grunden til at Erik Rasmussen og Jesper Sørensen valgte ikke at benytte alle tre udskiftninger. Spillere som Jerry Lucena, Benny Feilhaber og David Devdariani kunne knap gå til sidst, og så bliver man hurtigt presset i bund. Hvad var grunden til, at Jeremiah White, Casper Sloth eller Sanel Kapidzic ikke blev sendt på banen?
Flere gange i løbet af de seneste par kampe har spillerne set trætte ud til sidst, men alligevel virker det som om, at Erik Rasmussen ser en ære i at undlade at skifte ud? Normalt er jeg enig i, at det kan ødelægge rytmen på et hold at skifte ud, men når spillerne var så trætte som tilfældet var i mandags, så skal man altså skifte ud!
Jeg havde sendt White ind i stedet for Lucena, og skubbet Poulsen ind på den centrale midtbane, og alternativt smidt Sanel Kapidzic eller Casper Sloth ind i stedet for Benny Feilhaber. Hverken Kapidzic eller Sloth er kantspiller, men begge kunne løbe de fornødne meter og deltage i presspillet for at undgå AaB-scoring (eller Gjesing-selvmål). Nu kom AGF heldigvis fra AaB med et resultat man kan bruge til noget, og især faktum at målet blev holdt rent.
Rasmussen har vist at han tør ryste posen til hver kamp – men hvorfor tør han ikke i de døende minutter?
Aarhus Stadion skal i de kommende to weekender leve op til den flotte standart man så tidligere på året, og derfor er det vigtigt at man får point mod Esbjerg og Brøndby. Det er muligt, men jeg må indrømme at jeg synes det er en smule skræmmende at læse AGF-spillere udtale sig om, at maksimalt pointudbyttet i de sidste kampe er muligt. Selvtillid er fantastisk, men efter et formdyk af dimensioner, så burde man klappe kajen og nøjes fokusere på næste kamp.
