2009 var et begivenhedsrig år for AGF, hvor Erik Rasmussen for alvor satte sit præg på truppen. Det høje pres spil kom skævt fra start, men i slutingen af foråret og et godt stykke hen i efteråret vandt AGF kampe på samlebånd. En ting har dog været gennemgående for AGFs kampe, hvilket er ret typisk udfra det nye taktiske oplæg fra Erik Rasmussen.
AGF har presset samtlige hold man har mødt, og har som sådan ikke været bange for nogen. I flere kampe har man været fuldstændigt dominerende, men en fællesnævner for alle kampene har været, at man løb tør for kræfter til sidst. Ofte formåede AGF at være spilstyrende, hvorefter man blev presset længere og længere tilbage på banen – ja selv af hold som HB Køge.
Det havde såmen været fint nok at løbe tør for kræfter, hvis de 60 minutters spildominans betød at man var foran med et par kasser. I denne sæson har AGF dog aldrig formået at vinde med mere end ét enkelt mål (Hvis man ser bort fra den eneste kamp AGF på ingen måde dominerede: FC Nordsjælland på udebane), hvilket er ret sigende for holdet. AGF har ingen Peter Utaka eller Morten Duncan Rasmussen til at score mål på samlebånd, og derfor er man i højere grad afhængig af, at man finder en løsning på det alvorlige problem.
Jeg påpegede problematikken i efteråret, hvor man mod AaB havde Jerry Lucena, Benny Feilhaber og David Devdariani på banen, og lignede en flok spillere der knap kunne gå, og mest af alt havde brug for en rolator – og dette er altså på trods af, at Erik Rasmussen slet ikke benyttede alle sine udskiftninger.
Der har været stor debat om tilgangen af Martin Jørgensen og Stephan Petersen, og det manglende salg af Jakob Poulsen. Er der overflod på midtbanen? På ingen måde!
Erik Rasmussen ønsker at bruge en taktik, hvor spillerne bliver udfordret på fysikken. Vi så senest mod Fredericia i en træningskamp, at tempoet faldt gevaldigt efter en times spil (- og ja, jeg ved godt flere unge spillere var på banen, men stadig! Fredericia spiller i 1. division).
Vi har nu seks spillere der alle har kvalitet nok til at begå sig i startopstillingen. Erik Rasmussen har delt dem op i to kategorier, hvor Stephan Petersen, Benny Feilhaber og Jakob Poulsen slås om kantpladserne, mens Martin Jørgensen, Jerry Lucena og Kasper Povlsen kæmper om de centrale pladser. De to tabere i dette spil håber jeg alligevel vil få meget spilletid. Det er essentielt at Erik Rasmussen tør tage trætte spillere ud, især når bænken er sprængfyldt med kvalitet.
Derfor forventer jeg faktisk, at alle seks spillere vil spille stort set alle kampe i foråret. Kun én af de seks har bevist, at han kan holde alle 90 minutter, men Jakob Poulsen er også noget unikt. Han løber solen sort, og har et løbepensum man sjældent har set, mens resten får brug for en pause eller at lade friske kræfter komme til.
Jeg håber spillerne og Erik er sin ansvar voksen, og laver udskiftninger når kræfterne løber tør. Det er ligegyldigt at vi på papiret har Danmarks stærkeste midtbane, hvis dem vi spiller med er trætte og ikke har overskud til at præstere på ønsket niveau.
Hvis problemet bliver løst, og AGF fremover formår at præstere over 90 minutter, så er potentialet uendeligt stort. Men hvis man stadig kun magter at spille en times fodbold, ja så bliver AGF næppe andet end et midterhold.
