Det hele startede så godt i sommer, hvor AGF-toget bulrede derud af, vandt kampe på stribe og lå solidt i toppen af SAS Ligaen – men pludseligt vendte billedet. Efter den intense kamp på Brøndby Stadion, hvor AGF sagtens kunne være kommet derfra med point, er det langsomt gået ned af bakke. De syv første kampe var fantastiske, og AGF lignede et hold man seriøst skulle regne med i denne sæson.
Her 19 runder senere er billedet et andet. Det er ganske vist, at AGF har været forfulgt af uheld, hvor skaderne er haglet ned over AGF og hvor man uheldigt har smidt vigtige point i overtiden – for eksempel ved Jens Gjesings to selvmål.
Alt andet end lige – skader eller ej – så er det langt fra acceptabelt, at AGF i de seneste 19 kampe kun har hentet 15 point. Hvis vi kigger på stillingen i SAS Ligaen, men fraregner de første syv kampe, så vil billedet være klart: AGF ville rykke ned i 1. division, hvor kun HB Køge har præsteret ringere end AGF. AGF ville endda være længere under nedrykningsstregen end Randers FC er pt., hvilket er intet mindre end en katastrofe.
Diverse undskyldninger kan delvis forklare den manglende pointhøst hos AGF – for eksempel er baneforholdene netop nu ikke noget AGFs spillestil har gavn af, men det er stadig fuldstændigt uacceptabelt at man har præsteret så dårligt.
AGF har i de seneste 19 kampe blot scoret 17 mål, og derfor kan man undre sig over at holdet endnu ikke har fået gjort noget ved problemet, men at man efter AaB-kampen igen skal læse Erik Rasmussen udtale, at holdet ikke kender sin besøgstid. Måske en angrebstræner var løsningen på holdets kvaler, hvor evnen til at omsætte chancer til mål er ikke-eksisterende.
Flere spillere er tydeligvis drænet for energi i slutminutterne, og derfor er det mig ubegribeligt at Rasmussen kun i halvdelen af forårets kampe har benyttet sig af alle sine tre udskiftningsmuligheder. Hvis man ville forebygge problemerne hvor holdet faldt sammen, hvorfor så ikke skifte ud på midtbanen efter 60 minutter, i stedet for at vente til det faktisk er gået galt?
På søndag kan AGF meget vel blot være to point over nedrykningsstregen, og måske det snart er tid til at stille sig spørgsmålet – hvor lang snor har Erik Rasmussen egentlig? Resultaterne var fantastiske i efterårets start, men hvad nytter det når holdet langt fra præsterer længere, og ikke længere udstråler vindermentalitet når de går på banen?
Måske er trænerduoen Erik Rasmussen / Jesper Sørensen snart nødt til at være fortid på Fredensvang, hvis klubben har ambitioner om overlevelse i den bedste danske række. Med otte kampe endnu så kan AGF for alvor blive fedtet ind i bundkampen, og det er svært at få øje på hvorfor AGF skulle klare sig bedre end Sønderjyske og Randers. Som sidstnævnte spiller for tiden tyder intet på de er på vej i 1. division, mens Sønderjyskes spillere har en vigtig egenskab ved at hente de vigtige point.
Hos AGF er det svært at få øje på hvem der skal gå forrest, når nedrykningsspøgelset igen viser sig. Peter Graulund er skadet, og groft sagt er han den eneste kriger tilbage på AGF-holdet. Måske et anførerskifte kunne komme på tale i AGF for at ruske op i spillertruppen – på midtbanen løber der i hvert fald en rutineret herrer rundt.
Jeg håber at AGF overrasker og henter point på enten SAS Arena eller Brøndby Stadion, men intet tyder på at det sker – og så kan det meget vel være, at min næste blog skal handle om hvem der skal tage over efter Erik Rasmussen.
Skriv et svar