Realiteterne er så småt ved at gå op for truppen, ledelsen og pressen. Alle snakker nu om nedrykningsspøgelset som en seriøs trussel, og efter nederlaget på Brøndby Stadion kan truslen aflæses kontant på ligatabellen – fem kampe tilbage, men kun to point ned til nedrykningsstregen.

I de tidligere blogs har der været stillet skarp på den mentale parathed, og skyklapperne som AGFerne har båret rundt på – bedst eksemplicificeret ved viceanførerens udtalelser om at nedrykning ikke var et tema.

I stedet for at analysere på hvad der er gået galt, så er det måske vigtigere at se på hvad man gør nu. At smide Erik Rasmussen på porten vil næppe løse holdets problemer, selvom hovedansvaret for de manglende resultater kan tilskrives ham. Erik Rasmussens optimistiske udmeldinger har gavnet holdet da man havde vind i sejlene, men i modvind og krisetider har Erik Rasmussen floppet.

Erik Rasmussen dummer sig igen i dagens udgave af BT, hvor han igen taler om næste sæson – som han med en selvfølge omtaler som værende i SAS Ligaen. Chancerne er efterhånden opbrugt, og jeg mener sådan set at Erik Rasmussen har bevist, at han ikke er den rigtige mand for AGF i næste sæson – hertil fremstår han for useriøs i forhold til ambitioner og realitetsfjern.

Jeg mener ligeledes at Erik Rasmussen fejler, når han i dag indrømmer at AGF mangler en target mand i front. Sanel Kapidzic er måske ikke ligefrem target spiller, men han er fysisk stærk og ved hvor målet står – Hvad med at sætte ham ind i front, i stedet for at misbruge hans kæmpe talent ved at sætte ham på kanten?

Erik Rasmussen bliver dog nødt til at være manden der redder AGF fra nedrykning. Det er for sent at hive midlertidige løsninger ind, og emnerne til sådan en opgave er simpelthen ikke eksisterende. AGF kan ikke som Brøndby plukke arbejdsløse cheftrænere med SAS Liga-erfaring og klubhjerte. Det ville ligeledes være hovedløst at forfremme sekundære trænere i klubben, da det på ingen måde tyder på at spillerne er specielt utilfreds med Erik Rasmussen.

Derfor mener jeg også at det ville være forkert, at fyre Erik Rasmussen i tilfælde af manglende sejr mod HB Køge – hertil tror jeg simpelthen ikke på, at nogen anden træner vil kunne gøre det bedre på så dårlige arbejdsbetingelser og så kort tid.

Erik Rasmussen har stadig alle chancer for at redde holdet fra nedrykning. Holdet har stadig et forspring på to point, og har stadig et overskueligt program i de næste kampe, hvor der bør point at hente. AGF skal selvfølgelig præstere på et andet niveau end de har gjort på det seneste, og til denne opgave har Erik Rasmussen de bedste arbejdsredskaber – lige meget hvor mange kampe der endnu tabes, så kan skuden bedst vendes med ham.

Jeg mener ikke at Erik Rasmussen har gjort det godt nok i denne sæson, og resultaterne har været så katastrofale, at jeg mener man burde afskedige ham i sommerpausen – lige meget om AGF overlever eller ej. Det har været så soleklart, at Rasmussen ikke har kunne arbejde sig ud af krisen – måske fordi han langt om længe har indset, at presset i Aarhus er større end i Herning.

Lige nu er det dog irrelevant at diskutere yderligere hvad der skal ske eller ikke skal ske til sommer. Det vigtigste nu er at få samlet point i de kommende kampe mod Køge, Silkeborg, Sønderjyske og FC Nordsjælland – og til den stressede opgave kan jeg ikke få øje på en bedre løsning end Erik Rasmussen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here