Det ser meget sort ud for AGF – ingen tvivl om det. Men det så umådeligt meget sortere ud for Randers FC, da de i vinterpausen blot havde otte point, men nu er al snak om nedrykning nærmest glemt hos kronjyderne, hvor man nærmere snakker om hvilke spillere der skal med til VM. Med to kampe igen har AGF ryggen mod muren og kniven for struben – men kampen er bestemt ikke tabt endnu, og hvis AGF skal rykke ned, så skal det være med støvlerne på efter 180 minutters intens og heroisk fight.

AGF har været sindssygt dårlige igennem hele foråret, og har leveret et af de vildeste formdyk i SAS Ligaens historie. Der er gået rigtig mange ting galt på AGF-holdet, hvor hovedansvaret selvfølgelig skal placeres ved Erik Rasmussen. Selvfølgelig er det ikke hans skyld, at ingen spillere søger bolden ved det afgørende mål i går, men mange ting kan han klandres for. Det er der dog ikke tid eller plads til at remse op nu – for nu handler det om at se fremad og fokusere på kampen mod FC Nordsjælland. Resten må tages efter sæsonafslutning – tiden nu er simpelthen for presset.

Det er på ingen muligt umuligt at overleve – men indrømmet AGF har gjort sig selv til kæmpe favoritter, og det kræver hjælp fra en række af rækkens andre hold hvis overlevelsen skal sikres. Det er komisk og patetisk at læse en række af landets seriøse sportsmedier forsøge at gætte sig til de resterende runders resultater – de eneste der kan hjælpe AGF i den nuværende situation er dem selv, og hvis det lykkes at hente seks point i de sidste to kampe kan Silkeborg, Sønderjyske eller Randers sandsynligvis hentes.

FC Nordsjællands vigtige midtbanespiller Patrice Bernier blev i weekenden skadet, og resten af holdet står mentalt allerede med det ene ben i den pokalfinale de skal spille få dage senere mod FC Midtjylland. Derfor får AGF næppe bedre kort på hånden for at tage alle tre point.

Flere af AGF-spillerne ligner umiddelbart spillere der ikke kan tåle det kolosale pres der er blevet lagt på holdet i disse tider. Benny Feilhaber har spillet langt under niveau i de seneste to kampe, og her kunne en gennembrudsstærk spiller som Stephan Petersen tages i brug. En spiller der kan noget på egen hånd, hvilket kunne have været kærkommen i går, hvor AGFs angrebsspil var idéforladt.

En hård hund som Kasper Povlsen kan ligeledes skubbes ind på den centrale midtbane, hvis Martin Jørgensen ikke bliver klar til kamp, mens man ligeledes burde overveje at stille med to angribere i front mod FC Nordsjælland. Casper Sloth var fremragende mod Silkeborg i slutminutterne, men han er altså 18 år gammel, og ikke en mand man bare kan regne med præstere. Et alternativ bag Peter Graulund kunne være Dioh Williams, der kan aflaste Graulund gevaldigt og holde på bolden. Det bliver næppe Williams der bomber AGF til overlevelse, men spille fodbold på små områder – det kan han, og det kan der blive god brug for i disse kampe.

Det ser sort ud, men hvor der er vilje er der vej. AGFerne må se sig selv og frygten i øjnene, og for en gangs skyld bevise for omverdenen at de er bedre end ligaens ellevte bedste hold.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here