AGF rykkede ned i 1. division. Sæsonens sidste kamp blev spillet på Aarhus Stadion mod OB. AGF fik ikke scoret én eneste gang, mens OB flere gange puttede bolden i mål. Kampen blev spillet søndag eftermiddag kl. 15, midt i maj måned, hvorefter fynboerne blev overrakt medaljer.

Denne sæsons nedrykning ligner til forveksling den fra 2006. Ovenstående fakta passer nemlig på begge nedrykninger, og giver altså anledning til et deja-vu af den sørgeligste slags.
I dag er det fire år og to dage siden AGF i en noget anderledes situation måtte sande, at klubben var placeret under nedrykningsstregen efter 33 kampe, og at 1. division derfor var en realitet.

Det var en fodboldklub i en helt anden situation der i 2006 rykkede ud af Superligaen. Med 22 point i alt havde AGF 15 point op til AC Horsens over stregen, så nedrykning var længe en realitet, og AGF rykkede således ned med et brag. Blot fire sejre i 33 kampe var naturligvis ikke nok til overlevelse.

I år hentede AGF så 10 sejre i gennem hele sæsonen, og sluttede med 38 point, hvilket altså var et flere end hvad AC Horsens overlevede sikkert med i 05/06. Om end 38 point normalt er nok til at blive i Superligaen, så var det ikke tilfældet i år, hvor blot 14 point adskilte nr. 11 og bronzevinderen – en forskel der i 05/06 lød på 32 point.

Nu kan vi som AGF-fans bare håbe på, at Kolding FC klarer sig endnu en sæson i 1. division og at Peter Graulund ligeledes er at finde på AGF’s holdkort næste år, så han kan sikre os oprykning i Kolding d. 17/6-2011.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here