Spændende og fornuftigt valg

Kent Nielsen var i flere medier favorit til at overtage det ledige trænersæde i AGF, men som AGFFAN.dk nævnte i sidste uge, så lignede Peter Sørensen nærmere manden som AGF jagtede. I går blev han præsenteret som ny AGF-træner – og det ligner et spændende og fornuftigt valg af bestyrelsen.

Fyringen af Erik Rasmussen var uundgåelige, og valget af Peter Sørensen som afløser er et spændende valg. Sørensen har vist at han i Fredericia kan lede et hold til toppen af divisionen, og han kender til gamet – og ikke mindst de kommende modstandere.

Peter Sørensen har mange kvaliteter som træner, og hvis han skal sammenlignes med en anden må det være Ståle Solbakken, hvilket er ganske naturligt da Sørensen netop startede trænerkarrieren som assistent for Solbakken i norske Ham-Kam, og det var ligeledes nordmanden der anbefalede Sørensen at tage trænerkurser og forsætte ud ad denne vej. Sørensen er ligeledes blevet bragt på banen som mulig afløser for Solbakken, men dette forslag har virket urealistisk, da den manglende internationale rutine vil være for stor en mangel. Den nye AGF-træner har ligeledes været assistent under Ove Christensen i Vejle, og har garanteret lært meget om fodboldverdenen af den rutinerede træner.

Sørensen er stadig et trænertalent, og derfor er det også fornuftigt at han får tid til at vokse med AGF-truppen igennem det kommende år, inden han – forhåbentligt – skal stå i spidsen for et SAS Liga-hold for første gang. Træneren er en intelligent fyr, der har studeret eksistensfilosofi igennem det meste af sin fodboldkarriere, og han skal nok blive et spændende bekendtskab i AGF.

Det er interessant at se på Fredericias målscorer for denne sæson, hvilket understreger at Sørensen er en mand der har forstået teorien om, at forsvaret skaffer resultaterne mens angrebet sælger billetterne. Fredericia har både scoret mange mål og forhindret modstanderne i samme – og så har de hentet smalle sejre på udebane, mens der er spillet mere løssluppen hjemme på Monjasa Park.

Realist fremfor alt

AGFs seneste cheftræner Erik Rasmussen havde ofte en distance til virkeligheden, ikke mindst når det drejede sig om truppens kvaliteter, men også når det drejede sig om presset i sit job. Rasmussen nægtede at presset i AGF var specielt stort, og da først modgangen meldte sig så endte det med at bide cheftræneren i halen. Den nye træner Peter Sørensen virker omvendt som en realist, hvilket er vigtigt som AGF-træner – det er nemlig på tide at holde benene på jorden lidt længere end bare et par dage.

Taktisk vil nøgleordene for AGF i den kommende sæson være fight, sammenhold og organisation, og hertil passer Peter Sørensen perfekt. Han er dog et forholdsvis ubeskrevet blad i dansk fodbold, og derfor er det selvfølgelig svært at svare på hvordan han vil klare presset i AGF – men meldingerne fra folk omkring Sørensen lyder på at han kan magte opgaven.

Man kan sige det sådan her: Peter Sørensen er ikke blevet testet på højeste niveau endnu, mens andre af de nævnte kandidater er blevet det – og fejlede!

Sørensen virker ligeledes som en mand der nyder gamet omkring en stor klub, og han vil tydeligvis gå ind fra dag 1 og være chefen på Fredensvang. Erik Rasmussen var meget vellidt i AGF-truppen, men metoderne understregede ikke Rasmussens autoritet i klubben.

Assistenten forsætter – heldigvis

Jesper Sørensen forsætter som assistenttræner, hvilket er et klogt valg af AGF. Måske kender Peter Sørensen 1. Division særdeles godt, men blot en måned efter hans første arbejdsdag skal AGF-holdet i aktion for første gang – og her bliver det vigtigt med en mand at støtte sig til som kender holdet. Sørensen havde også sit del af ansvaret for den katastrofale nedrykning, men han bliver en uhyrlig vigtig sparringspartner for Peter Sørensen det første halve år.

Jeg er sikker på, at AGF har gjort et klogt valg med ansættelsen af Peter Sørensen. Det kan meget vel vise sig at være et scoop, da han har potentialet til at blive en rigtig toptræner – men nu vokser træerne jo som bekendt ikke ind i himlen.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *