I den indeværende danske fodboldsæson, har FCK næsten været fast inventar i alle overskrifter. Ja, lige på nær når Brøndby nok engang kommer i mediernes søgelys, efter de langt om længe har fået vristet titlen fra AGF som landets galehus.
Netop AGF, kan snart igen komme på Danmarks fodboldlæber. Lige for tiden fører de suverænt 1. division og er endda ubesejret i 21 kampe i træk, inkl. træningskampe og kampe i pokalturneringen Ekstra Bladet Cup. Og det er lige netop EB Cuppen, eller pokalen som vi almindelige jyder med afsky til café latte og andet kjøwenhawneri kalder den turnerning, der kan blive årsag til, at AGF for alvor kommer i mediernes søgelys. På den fede måde!
AGF har tidligere deltaget i 11 pokalfinaler, hvoraf ni af dem er blevet vundet. Begge dele er dansk rekord! På onsdag møder AGF så FC Midtjylland på hjemmebane i pokalens kvartfinale, og uden på nogen måde at indgyde til hybris, så ville chancerne for den 10. pokaltriumf unægteligt se store ud med sejr i den kommende runde, med traditionelle stærke hold som Brøndby, FCK og OB ude af pokalen.
Men lige netop midtjyderne er stærkt kørende denne sæson, hvor de for tiden indtager superligaens 2. plads, dog ualmindeligt mange points efter FCK…
Derfor må midtjyderne naturligvis også tage favoritrollen på deres skuldre, selvom bookmakerne ikke ser den helt store niveauforskel mellem AGF og FCM.
Det er i øvrigt første, og sikkert nok også eneste, gang i denne sæson, at AGF går ind til en kamp, uden på forhånd nærmest at være udråbt til selvskreven vinder. Derfor er det også så ufatteligt vigtigt, at spillerne går ydmygt til værks, uden at være nervøse for at blive kørt over ende. Men det er også forbandet vigtigt, at vi fans giver vores fulde opbakning+moms ude fra tribunen.
Igår opfordrede Mark Howard os fans til at dukke op på tribunerne, og samme opfordring vil jeg også gerne give. Nok er det usandsynligt koldt på denne årstid, men hvis vores hvii’e helte lever op til deres niveau, og vi giver vores maksimale opbakning, så vil vi ikke mærke noget til kulden, når vi holder fest på El Communale!
Med en sejr i onsdagens kamp, kan vi gå til vinterpausen med både Superliga og pokalfinale inden for overkommelig rækkevidde. Men før vi kan det, er det nødvendigt med blod, sved, fight og tåre på både grønsværen og tribunen.