I dag spillede AGF den første træningskamp efter årsskiftet, og på trods af flere store chancer blev det til et nederlag på 1-0. Modstanderen var superligaklubben AC Horsens, og AGF’erne, heriblandt nye Søren Berg, havde flere store muligheder i løbet af kampen. De formåede dog ikke at omsætte chancerne til mål, og de måtte efter en første halvleg med AGF-overtag og en noget rodet anden halvleg tage tilbage til Aarhus med et nederlag.
I kampens indledning var AGF’erne spilstyrende og både Graulund, Søren Berg og Stephan Petersen spillede sig sammen med resten af holdet frem til flere store målchancer. Men ind ville bolden ikke, og det samme var mønsteret i anden halvleg. De sidste 45 minutter var også præget af flere indskiftninger og rokeringer på AGF-holdet, hvor blandt andre den nye islænding Jón Dadi Bödvarsson fik spilletid.
I løbet af anden halvleg kom Horsens-spillerne også mere ind i kampen, og efter lidt mindre end 70 minutter kunne de gules Gilberto Macena gøre det til 1-0 fra en spids vinkel. Efter målet tog Horsens mere initiativ, og kom frem til flere store chancer. De endte dog på samme vis som AGF’ernes i første halvleg. Som afbrændere. Selvom Aarhus-holdet i de sidste minutter pressede på måtte 1. divisionsspillerne under ledelse af Peter Sørensen acceptere nederlaget. AGF’erne kunne altså ikke tage sejren med hjem, men som alle andre kampe så tidligt på sæsonen vejer kilometer og nye taktiske konstellationer tungere end mål og sejre. To ting som AGF-træner Peter Sørensen dog utvivlsomt alligevel ville sætte pris på. Og to ting som spillerne kan forsøge at opnå allerede igen på mandag når AGF møder endnu superliga-hold nemlig Randers FC.
Kilde: Stiften.dk
Foto: AGFFan.dk
Skriv et svar