AGF spillede i dag årets første kamp i form af en test mod AC Horsens i superliga-klubbens hjemby. Det blev til et 0-1-nederlag til gæsterne fra Fredensvang, i en kamp hvor nyindkøbte Søren Berg fik sin uofficielle debut.

– Det er den første træningskamp, og jeg skal lige lære de andre at kende. Jeg aner jo ikke helt, hvor jeg står, men det gik udmærket. Især i 1. halvleg gør vi det godt. Vi kommer frem til flere halve chancer og sidder på spillet. Anden halvleg er lidt mere rodet, men der bliver også skiftet en del ud. Vi har dog stadig chancer til at komme foran, inden de får scoret, siger Berg, som oplevede at blive skiftet både ud og ind i kampen.

– Det var måske lidt atypisk at blive taget ud og komme ind igen, men jeg har ingen problemer med at blive flyttet rundt på banen. Jeg tror også, at det er den rolle, jeg vil få på holdet i foråret, siger Søren Berg til AGFFodbold.dk.

Foto: AGFFodbold.dk

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here