I efteråret havde AGF den 18-årige islandske landsholdsspiller, Jón Dadi Bödvarsson, til prøvetræning. U19-landsholdsspilleren imponerede og AGF skrev i slutningen af vinterens transfervindue en lejeaftale med offensivspilleren.
Jón Dadi Bödvarsson er kommet til Aarhus og AGF fra den islandske klub Selfoss, der befinder sig i den bedste islandske række. Bödvarsson blev primært hentet som en forstærkning til AGF’s U19-hold, men han træner også med på førsteholdet.
AGFFAN.dk har kontaktet den nye islænding, og han har indtil videre været glad for sit ophold på Fredensvang:
– Min tid i AGF har været rigtig god, og jeg er faldet hurtigt til i klubben. Træningen har været rigtig positiv, for der er et højt tempo. Trænerne og lederne omkring holdene er virkelig gode, da de kender spillet rigtig godt, og man lærer nye ting hverdag, siger Jón Dadi Bödvarsson til AGFFAN.dk og fortsætter:
– Mine holdkammerater – både på U19-holdet og førsteholdet – er meget imødekommende og høflige, hvilket jeg lagde mærke til under prøvetræningen i klubben. Alle snakker med hinanden og griner i omklædningsrummet, så stemningen omkring klubben er meget god og positiv, og jeg føler mig godt tilpas i det her miljø, fortæller Jón Dadi Bödvarsson.
Offensivspilleren, der både huserer på kanten og i angrebet, har kontraktudløb med AGF til sommer.
Følg med på AGFFAN.dk de næste par dage, hvor du kan få svar på islændingens fremtidsplaner.