En råkold februar dag dannede sammen med en kunstofgræsbane og tunge snedriver rammer om AGF’s fjerde træningskamp i denne halvsæson. Fredericia FC var modstanderen, og med spillested i Bramdrupdam aka Kolding nord, var de også nærmest egen hjemmebane.
AGF startede som forventet ud med at sætte sig på bolden, og kom også frem til et par udmærkede muligheder. Kampen var ikke mange minutter gammel, da Aron Johansson burde have bragt AGF foran, da hans afslutning i venstre side af feltet sneg sig kort forbi fjerneste stolpe. Indledningsvis stod de hvidklædte spillerne ganske habilt i forsvaret og byggede spillede roligt op, men så snart de nærmede sig de sidste 30 meter af banen gik spillet i stå og Fredericia kunne som regel overtage bolden og starte deres fantasiløse fodbold op. Et fodboldspil der får en til pludseligt at synes godt om Drillos fodboldfilosofi.
Det skal dog nævnes, at deres venstre fløjspiller, Jesper Blicher som vi GF’ere kender ganske udmærket, satte fint fart over Fredericias spil i kontrafaserne. Disse kontrafaser førte iøvrigt til en god håndfuld hjørnespark. En situation der i gamle dage under Erik Rasmussen ville havde fået mange fans til at gispe. Men efter Sørensen og Sørensen (red. Peter og Jesper, hhv. chef- og assistenttræner) har overtaget showet på sidelinien, er der blev gjort noget ved dødboldene. Til den gode side velogmærket. Men det var netop en dødbold som satte måltavlen igang.
Godt og vel 40 minutter af første halvleg var spillet, da et hjørnespark i AGF’s højre side blev sparket indover feltet, og her stod så en relativ umarkeret Jacob Berthelsen klar til at heade bolden i målet, og selvom Anders Rasmussen febrilsk sprællede i luften som en fisk på land var han chanceløs. AGF spillerne havde travlt med at kigge på hinanden for at finde ud af, hvem som skulle have haft den opdækning. Ingen havde svaret. Men alle var dog enige i om, at de lige måtte tage sig sammen og komme videre igen.
Det var dog lettere sagt end gjort. For selvom midtbanen bestod af boldstærke spillere som Martin Jørgensen, Benny Feilhaber, David Devdariani og Søren Berg, så var der ikke meget, der lykkedes. De bolde som David på bemærkelsesværdigvis plejede at vinde og tage med sig, tabte han i dag. Og de bolde som Martin og Benny plejede at servere med største præcision for medspillerne ramte oftere en modspiller. Største lyspunkt var Berg som fightede løs, men det hjælper ikke meget, når medspillerne ikke er klar til at bakke op. I front kæmpede Sanel en hård kamp om at vinde dueller, hvad enten det var i luften eller jorden, alt imens Aron tabte de fleste bolde han modtog.
Med andre ord og kort sagt, så var der ikke meget der lykkedes i AGF’s offensiv i store dele af første halvleg.
Og når forsvaret samtidigt glemmer at dække op, eller ikke kan følge med deres direkte mand, så går det galt. Det var netop det sidste, der skete ved målet til 2-0. En bold bliver spillet dybt i AGF’s højre side, og så er Sorin pludseligt i løbeduel med den lynhurtige Jude Nworuh, da højrebacken, Krabbe, på det tidspunkt var blevet fanget højt oppe på banen. Den løbeduel kunne Sorin ikke vinde, og så havde Jude ikke det store besvær med at sende bolden under Anders Rasmussen, og 2-0 stod det så ved pausen.
Det var Sørensen og Sørensen selvsagt langtfra tilfredse med. Krabbe, Aron og Sanel blev erstattet af Lucena, Graulund og Povlsen. Det betød en mindre rokade. Lucena på højreback, hvor han gjort det fornuftig hidtil. Graulund direkte i angrebet hvor han fik selskab af David. Det betød at Feilhaber og Berg tog hver deres fløj, mens Povlsen og Jørgensen skulle prøve at få styr på den centrale del af banen.
Noget må Chef Sørensen have sagt til spillerne i den korte pause. For AGF’erne lagde ud med et højt pres og langt mere vilje i anden halvleg. Martin Jørgensen begyndte at ramme sine medspillere, David begyndte at få boldene med sig på den meget uortodokse vis og da Anders Kure samtidigt spillede mere wing end back i anden halvleg, fik AGF lagt spillet højt frem. Men stadig var der ikke meget, der lykkes for Benny, og det irriterede tydeligvis amerikaneren til stor tydelighed for tilskuerne.
Selvom AGF fik lagt spillet højre frem igen, blev det stadig ikke til de store chancer. Løse chancer og skud fra hhv. Graulund og Jørgensen var noget af det eneste, AGF kunne prale af. Men da Fredericia samtidigt heller ikke præsterede det store, var kampen ikke ligefrem den store seermagnet. Der var nok heller ikke meget mere end en 100 stykker, som havde fundet vej til kunstofgræsbanen, der har E45 som nærmeste nabo. Store dele af de 100 tilskuere, var så yngre spillere, der ventede på at træne, så snart kampen var slut.
Fredericia satte en anden AGF kending på banen, Martin Mikkelsen, og han formåede flere gange fra sin position på højre kant at sætte et par AGF’ere af, men der kom aldrig noget egentligt farligt ud af det.
Men da Sorin i midten af anden halvleg var blevet træt af, at blive overløbet af Jude Nworuh, valgte han at nedlægge den hurtige frontløber, og de fleste regnede med at et straffespark var på vej. Dommeren lagde dog bolden til rette lige uden foran feltet. Jeg selv stod godt og vel 100 meter fra gerningstedet og havde ikke den bedste vinkel til at bedømme noget fra. Men Peter Sørensen 15 meter til højre for mig reagerede hurtigt på det; og så snart Dan Thomassen var varmet op, og bolden gået ud af spil igen, røg franskmanden på bænken og Dan T kom ind ved siden af Howard.
Indskiftningen havde næppe den store effekt på næste store situation i spillet. Den var nok mere held end forstand. Søren Berg, der huserede på højrekanten i anden halvleg, slog noget der mindede om et udueligt indlæg af en ballonbold ind i feltet. Men da Fredericias målmand, som ville få Steffen Rasmussen til at ligne en kæmpe, samtidigt må have dyppet sin handsker i madolie, sejlede bolden lige igennem hans hænder og ind i målet. 2-1 stod det, og sporadiske klapsavler i handskerne blev det til fra de fleste tilskuere. Om det var en hånlig klappen af keeperen, eller fordi de var faktisk var AGF tilhængere, skal jeg ikke kunne sige. Men flere hvide trøjer stod der da linet up på sidelinien.
Målet gav AGF lidt mere tro på tingene, og med 20 minutter tilbage lurede chancen da for et godkendt resultat. Men AGF blev som i de foregående 70 minutter aldrig rigtigt farlige og Feilhaber opgav mere og mere sine tilbageløb og lå snart mere offensivt end Graulund, til trods for amerikaneren ellers havde fået plads på venstrekanten.
I slutminutterne kunne Fredericia endda sende bolden i målet en sidste gang. Martin Mikkelsen fik nok engang sat et par AGF’ere på fløjen, og en flad bold inde foran målet var Jude hurtigst på, og så kunne dommeren fløjte kampen af med 3-1 som slutresultat.
Martin Jørgensen var ellers tæt på at reducere til 2-3 i de døende sekunder, da han qua tidligere hændelser i kampen, havde luret at keeperen ikke var så god til høje bolde, men desværre var hans løftede bold lige et par cm for høj, og keeperen kunne takke overliggeren for, at AGF ikke fik scoret endnu en gang.
Alt i alt en relativt uinspireret oplevelse af AGF mod et Fredericia-hold, der kendte deres besøgstid uden at være prangende. Der er vist lagt op til noget af en revange, når de to hold mødes på en træningslejr i næste uge i Tyrkiet.
Undertegnede ville gerne have fanget Peter Sørensen til en kort snak efter kampen. Men om det skyldes kulden eller det elendige resultatet, at træneren hurtigt skyndte sig mod omklædningsrummet efter kampen, skal jeg lade være usagt.
Ovenstående betragtninger er et udtryk for undertegnedes meninger og holdninger, og deles ikke nødvendigvis af andre på redaktionen.
Skriv et svar