Hjalte Bo Nørregaard sad i store dele af efteråret ude med skader, hvilket blandt andet betød, at han mistede sin startplads i FC København. Med skiftet til AGF i løbet af vinterens transfervindue var planen, at han skulle kickstarte sin karriere, men det er imidlertid blevet besværliggjort af endnu flere skader.
I dag trænede midtbanespilleren så for første gang i lang tid sammen med resten af truppen, men i forbindelse med en opspilsøvelse gik det galt igen.
– Han fik en fibersprængning i læggen, og vi kan ikke helt afklare, hvor slem den er endnu. Men det er alligevel bekymrende, for det er den samme side, som han har haft problemer med i FCK, fortæller ledende fysioterapeut i AGF, Jens Bo Vestergaard, til Kanalsport.dk.
Den tidligere FCK’er har haft problemer med specielt sin akkilessene inden for det sidste halve år, men det er endnu for tidligt at sige, om den skade har haft indflydelse på dagens uheld.
– Det kan være relateret til hans tidligere skader, men vi bliver nødt til at have nogle lægers vurdering på det, og det er det, vi afventer lige i øjeblikket, siger fysioterapeuten, der regner med en afgørelse i forhold til Nørregaards skade inden for de næste par dage.
Jens Bo Vestergaard kan endvidere berette om en påvirket og bekymret Hjalte Bo Nørregaard, der havde sat næsen op efter at vise, hvad han egentligt kan, men som nu altså ser ud til at må holde endnu en pause.
Foto: AGFFodbold.dk