På dette års træningslejr har AGF to unge målmænd med, som har vist gode takter hjemme på Fredensvang. Sidste år kom de to spillere på ungdomskontrakt i AGF, og nu er deres arbejde altså også blevet belønnet med en udtagelse til turen til Tyrkiet.
Til daglig kæmper de to målmænd om en startplads på U17-holdet, men i denne uge er de i fint selskab sammen med A-holdet, hvor de næppe skal gøre sig forhåbninger om en startplads. Dette forhindrer dog ikke førsteholdsspillerne i at tage godt imod de to talenter.
– De er alle flinke mod os. De er gode til at komme med brugbare input og råd, men når træningen går i gang tænker jeg ikke særligt over at de er lidt ældre end mig selv, siger 16-årige Victor Krøyer, som sammen med holdkammeraten Thomas Hagelskjær er den yngste spiller på turen.
– Mellem træningerne går det meste af tiden med spisning og afslapning for mit vedkommende. Hotellet har alt hvad man kan tænke sig, så faciliteterne er i top, siger Krøyer til AGFFAN.dk, og slutter af med at fortælle hvad de kommende dage vil byde på.
– De næste par dage fortsætter træningen i samme rutine som den har gjort indtil videre. Os der skal starte turneringen (U17 og U19) tager desværre allerede hjem tirsdag.
For resten af truppens vedkommende hedder hjemrejsedatoen 4. marts.
Foto: AGFFodbold.dk
Hagelskjær har så forstuvet lillefingeren dernede…