I dag spiller AGF træningskamp i Tyrkiet mod 1. divisionsholdet FC Fredericia – cheftræner Peter Sørensens gamle klub – og netop den kamp kan have afgørende karakter for årets første opgør på Aarhus Stadion. Cheftrænerens idé om, hvilke spillere der skal starte inde i opgøret mod Hobro fredag den 18. marts, er nemlig ved at være på plads.

– I øjeblikket er 13-14 spillere vel tæt på lige her og nu, og så er der tre spillere ude, og vi regner også med, at de kommer tæt på. Det er positivt, og det betyder, at vi kan vælge hold ud fra dagsform, relationer, der fungerer, og modstanderen, siger Peter Sørensen til AGFfodbold.dk.

Træneren er overbevist om, at dagens træningskamp vil vise en klar sammenhæng med de tanker, han selv har gjort sig omkring de mange AGF-spillere.

– Selvom der stadigvæk er relativt god tid til den første turneringskamp, har vi har nu haft så lang tid til at forberede os, at helheden gerne skulle være tæt på at være på plads. Der kan godt være fragmenter i vores spil, som vi har større fokus på end andre, men jeg vil først og fremmest se, at helheden fungerer, siger han.

Kampen mod FC Fredericia bliver fløjtet i gang klokken 14.00 dansk tid.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here