På fredag går det endelig løs, når AGF sparker forårssæsonen i gang ved at tage imod Hobro på NRGi Park kl. 18.45. Igennem vinteren har cheftræner Peter Sørensen fokuseret på forskellige facetter af spillet, hvilket meget gerne skulle være med til at sikre oprykningen til Superligaen i løbet af det kommende halve år.

– Vi har forsøgt at gøre noget ved vores organisation her henover vinteren. Selvom vi har et godt forsvar, kan det stadigvæk blive bedre, og så har vi også arbejdet at få noget effektivt ud af den megen boldbesiddelse, som vi vil få her til foråret, fortæller Peter Sørensen til Kanalsport.dk.

Det er dog ikke helt fryd og gammen i det aarhusianske, for flere spillere sidder nemlig ude med skader. Den alvorligste af dem må siges at være nyindkøbet Hjalte Bo Nørregaard, som sidder ude resten af foråret, og altså ikke får lov til at spille med sine nye holdkammerater før efter sommerferien. Cheftræneren vælger dog, at fokusere på de som er klar og ikke begræde Nørregaards skade alt for meget.

– Jeg kan ikke rigtigt gøre noget ved det. Jeg kan notere mig, at han har en langvarig skade. Det er ærgeligt for os og det er synd for ham. Men jeg kan egentlig kun sørge for, at de andre der spiller den position bliver endnu bedre. Det er det eneste, jeg kan gøre noget ved, mener Peter Sørensen.

Blandt de skadesfrie spillere, er der stærk konkurrence om de elleve pladser i startopstillingen. Konkurrence som er både vigtig og nødvendig i følge holdets anfører og målmand Steffen Rasmussen.

– Der er begyndt at være mere nerve og mere konkurrence om pladserne. Det skal der også være, hvis vi vil rykke op og senere gøre os gældende i rækken over. Vi skal kunne præstere under pres, og det kan vi lige så godt starte med allerede til træning, siger Steffen Rasmussen til samme medie.

Cheftræner Peter Sørensen melder også om sultne AGF’ere forud for kampen på fredag.

– Vi glæder os, og det har vi efterhånden gjort længe. Vi har også været klar længe, så spillerne vil bare gerne i gang. De vil selvfølgelig hellere ud at spille om point, i stedet for at høre på en træner, der står og skaber sig, over at det de gør på træningsbanen ikke er godt nok, slutter en smilende Peter Sørensen.

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here