Der er nu under en uge til, at forårssæsonen sparkes i gang. Mens Hjalte Bo Nørregaard sidder ude med en langvarig skade, er det andet nyindkøb Søren Berg godt med forud for premieren på fredag. Berg er tilfreds med hvordan det hele forløber, og det selvom at han aldrig har trænet så lidt, som han gør det i AGF nu.

– Jeg synes, at der har været en rigtig god dosering af træningen. Jeg har ikke tidligere prøvet at træne så få gange, men til gengæld heller ikke med så høj kvalitet i de enkelte træningspas. Det har fungeret godt, synes jeg. Selvfølgelig mangler vi stadig lidt finpudsning, men formen er, hvor den skal være, fortæller AGF’s aldrende offensiv-spiller til AGFFodbold.dk og fortsætter omkring, hvilke forventninger han har til det kommende forår.

– Masser af gode kampe – og forhåbentlig mange point. Med det hold, vi har, skal vi dominere rækken.

Søren Berg har været fint med i vinterens træningskampe, og meget skal gå galt, hvis ikke han starter inde, når han sammen  med resten af det aarhusianske mandskab løber på banen mod Hobro om under en uge. Forud for den kamp og resten af foråret i det hele taget, vil Berg ikke skabe for store forventninger til sig selv.

– Nu vil jeg ikke love for meget. Men jeg vil altid gøre, hvad jeg kan. Så kan det godt være, at det ser håbløst ud i nogle situationer, mens det andre gange fører til noget godt, siger den tidligere Randers-spiller og kommenterer til slut sit kommende møde med AGF’s fans.

-Jeg glæder mig til at møde dem til den første kamp – og forhåbentlig kommer der mange og bakker os op.

Foto: AGFFodbold.dk

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here