Adam Eckersley har imponeret i efteråret på venstreback, hvor han i de første kampe gik fra usikker boldomgang og konstant spil tilbage i banen, til at levere assists og endda mål på samlebånd. Dette får dog ikke det hidtidige andetvalg Mikkel Kirkeskov til at miste håbet.
Eckersleys formkurve har været stødt opadgående, men det samme er tilfældet for unge Mikkel Kirkeskov, som ligeledes har vist lovende takter. Englænderen døjer dog med en skade i øjeblikket, hvilket kan bane vejen for Kirkeskov.
Med begge spillere fit for fight er AGF godt besat på venstrebacken, og Kirkeskov ser konkurrencen som noget positivt for spillernes udvikling.
– Jeg tror, at konkurrencen er sund for os begge. Jeg vil i hvert fald gøre alt, hvad jeg kan for at holde mig inde i varmen og han vil garanteret gøre det samme. Det er blot med til at gøre os skarpere, men det bliver ikke sjovt for den, der taber, siger Mikkel Kirkeskov til Århus Stiftstidende.
– Når det går så godt, som det er gået i opstarten, så bliver man bare det bedre. Jeg gør i hvert fald alt, hvad jeg kan, for at få det hele med. Det her er min mulighed for at etablere mig på pladsen. Når du først har fået en bid af kagen, så vil du jo have hele kagen, og jeg er ikke klar til at stille mig tilfreds med det her, siger Kirkeskov.
Skriv et svar