Til sommer afholdes EM-slutrunden for U21-landshold i Danmark, og AGF’s højreback Frederik Krabbe drømmer om en udtagelse til turneringen.

Frederik Krabbe har døjet med skader gennem hele efteråret, og hans kampform er derfor ikke hvad den har været.

– Det ser ikke alt for godt ud, men jeg vidste godt, at min skade havde sat mig tilbage i forhold til truppen. Som jeg ser det, så har jeg stadig nogle måneder til at overbevise Keld Bordingaard om, at jeg skal med, men det ser svært ud nu, siger Frederik Krabbe til Århus Stiftstidende.

– Jeg gør det godt til træning og er kommet i god form, men jeg ved ikke hvordan det stiller mig i forhold til spilletid. Det er klart, at det er alfa og omega for mig, at jeg får noget spilletid, hvis jeg skal presse mig på til EM-slutrunden. Jeg er dog fuld af selvtillid, for jeg mærker ingenting til skaden, siger han videre.

Hvis Bordingaard overhovedet skal overveje at tage Krabbe med til slutrunden, så kræver det at han får minutter i benene på AGF-holdet.

– Der burde være mulighed for, at det kommer til at ske. Jeg føler i hvert fald, at jeg er god nok til at få spilletid. Jeg gør i hvert fald mit til at overbevise Peter Sørensen om, at jeg er god nok, siger Krabbe.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here