AGF’s midtbaneprofil Benny Feilhaber er blevet meldt klar til morgendagens forårspremiere mod Hobro på NRGi Park. Amerikaneren scorede i efteråret syv mål for AGF og nu har han sat sig nye mål.
– […] Jeg har scoret syv mål i efteråret, og jeg mener, at jeg er på syv assists. Som midtbanespiller vil det være godt med 10 mål og 10 assists på en sæson. Det må være målet. Så må jeg sætte et højere mål, hvis jeg skulle være så heldig og dygtig at nå 10 og 10 undervejs. Men i første omgang går jeg efter en double-double (basketball-udtryk for at nå et tocifret antal i to statistikkategorier, red.), siger Feilhaber til AGFfodbold.dk inden morgendagens opgør.
Den amerikanske landsholdsspiller har også positive ting at sige til de aarhusianske fans.
– Jeg synes, støtten har været fantastisk i efteråret. Jeg vil gerne fortælle dem, at vi er klar til at gøre hvad som helst for at opfylde ambitionen for foråret. Vi får brug for dem, så jeg håber, de vil blive ved med at støtte os. Vi spillere vil i hvert fald gøre alt, hvad vi kan, for at nå det fælles mål, udtaler Feilhaber.
AGF – Hobro har kickoff i morgen klokken 18.45 på NRGi Park.
Skriv et svar