Forårssæsonen i 1. division er startet. Det har de fleste af os bemærket, til trods for det kun er et fåtal af kampene, der er blevet afviklet rettidigt, og flere kampe ikke burde være spillet pga. baneners beskaffenhed. Men ikke desto mindre er foråret kommet til Danmark, og det nyder AGF godt af.
Godt nok sidder den nye midtbanegeneral, eller fremtidige midtbanegeneral skal jeg måske indskyde, ude med en skade AGF-traditionen tro. AGF kom dog fint fra start til trods, og sendte Hobro hjem til Kronjylland med et fortjent 2-0 nederlag, og siden blev AGF’s anden forårskamp udskudt for nok engang at blive udskudt, da den sportslige ledelse synes, det var synd at Aron, Benny og Kasper ikke kunne være med til at klaske Hvidovre drengene, da de tre nævnte spillere, istedet skulle repræsentere deres landshold.
Det fik Benny dog ikke lov til, da han ikke kom på banen i USA’s kamp mod Argentina, og Kasper fik samtidigt tæsk af de engelske U21-gutter. Aron, derimod, var nok glad nok for at være med for det islandske U21-landshold, der debutterede han med en scoring (på straffe) i 3-2 nederlaget til Ukraine.
Alt imens AGF-spillerne kunne holde fri-weekend, nyde forårsvejret og se på cykelklassikere fra Belgien på TV2-sport, så kunne de også nyde, at forfølgerne fra Vejle nok engang satte point til. Denne gang mod HB Køge – dobbelt bonus for AGF. Dermed er AGF seks point foran Vejle på andenpladsen og ni point foran Køge, som prøver at følge i hælene på de jyske topklubber. Og så har vi aarhusianere endda stadig en kamp i baghånden. Den føromtalte kamp mod Hvidovre, der skal mødes på udebane. Den omvendte kamp blev vundet med 7-1 i Aarhus, så hvad har vi egentligt at frygte?
Det er i det hele taget AGF’s store spørgsmål i foråret: Hvad skal vi frygte hos modstanderen?
Peter Sørensen har i dag udtalt til Jyllands-Posten, at ingen klubber i 1. division er lige så gode som AGF. Dog under den forudsætning, at AGF holder deres niveau.
Dermed siger Peter Sørensen også, at AGF egentligt er deres egen største fjende i kampen om oprykningen til det sjove selskab, hvor fodboldbaner faktisk består mere af græs end mudder, og hvor stadions består mere af tribuner end af jordvolde og, hvor fans hos modstanderen egentligt er en reel mulighed.
Mit spørgsmål til jer læsere er så, hvordan undgår vi, at AGF bliver deres egen største fjende?
I skrivende stund mangler der 13 kampe, og med trænerens ord in mente, så bør vi vinde alle 13 kampe. Også selvom modstanderen ser frem til årets største kamp, når de skal møde os, for hvem vil ikke gerne slå de hvii’e fra Fredensvang?
Hvis jeg skal besvare mit eget spørgsmål, er jeg nødt til at finde hjælp i klicheer, med fare for at lyde som en vis Wozniacky (og nej, ikk ham fra AB): Vi skal spille vores eget spil, beholde begge ben på jorden og tage en kamp af gangen. Og så vil jeg tilføje budskabet fra spillertruppen i optakten til denne forårssæson, om at alle os fans skal ud at vise vores fantastisk støtte til klubben. Vi er den 12. mand som kan afgøre kampe og give spillerne lyst til at spille deres spil. For det er ved Gud svært at motivere sig til at spille 90 minutters fodbold, når man står på en boldbane, der minder mere om en mark, der ligger i brak, og stadionet tæller færre mand end Føtex, der har søndagsåbent.
Jeg vil slutte af med disse ord og direkte opfordring:
Kom ud på stadion, hvorend i landet AGF spiller, og vis jeres fulde støtte, og nyd så ellers hver kamp der er, indtil vi igen sætter vores ben i Superligaen og det hele bliver lidt sjovere!
Hm ja, den oprykning burde ikke være noget problem….
Er det mig der er forkert på den, eller er vi ikke kun 9 point foran HB Køge??
Nej Michael S., du er bestemt ikke forkert på den. Bloggen nyder tydeligvis gavn af, at jeg dumpede min matematik eksamen i gymnasiet! Jeg beklager :)
Først og fremmest, lækker læsning. Du skriver godt, med en blanding af humor og seriøsitet.
OT. Som du skriver, er vi selv vores største modstander.
Der er ingen tvivl om at vi godt kan vide alle kampe. Men jeg tror ikk vi gør. Hvis vi sikre os oprykning tidligt, tror jeg PS vil lade nogle af de ældre få noget pause, grundet den kort pause mellem 1. div og suppen.
Jeg tvivler ikk på vi nok skal få scoret en masse mål. Men jeg synes der skal fokuseres meget på det defensive. Der skal selvtillid tilbage i forsvaret, så vi undgår for mange dumme fejl. Kampen mod Hobro gjorde de det meget godt. Steffen kom sikkert ud og greb en masse bolde, og Dan T og Howard ryddede godt op, hvis man lige ser bort fra Dan T’s næsten-selvmål og Hobro 200% chance til sidst i kampen.
Tak for komplimentet, Notler, det er også netop det, jeg prøver at lægge fokus på – den skrivestil der :)
Jeg må desværre indrømme, at jeg kun har set highlights og læst reportager fra kampen mod Hobro, men forsvaret har også sejlet tidligere (fx første træningskamp i år mod Fredericia), så tror på dig. Men heldigvis plejer vi at score mange mål, og det er vel også sjovere, dog knapt så imponerende, at vinde 5-4 end 1-0…