AGF’s tidligere sportspsykolog Erik Østenkær langer ud efter flere danske klubber – heriblandt AGF. Psykologen mener at klubberne mangler konsekvens – og hvis den ikke er der – udebliver vinderkulturen også.
– Forudsætningen er, at man har en kultur, der er åben og vil udvikle sig. Det gælder bestyrelse, direktør, sportschefer, trænere og spillere. Alle skal være åbne for nye tiltag og åbne for at blive kigget over skulderen. Det gør man i dansk erhvervsliv, men ikke i sportens verden. Der måler man det kun på spiller- og trænerniveau. Taber man, så sparker man træneren, siger Østenkær til Herning Folkeblad.
Erik Østenkær mener ikke at man skal klandre spillerne – men derimod ledelsen.
– Det er let at se, når spilleren ikke spiller godt, men der er ingen konsekvens, når sportsdirektøren eller ledelsen kører kassen tom. Det er utroværdigt, hvis ledelsen siger, at spillerne skal gøre deres bedste, og så efterfølgende kommer de ud med et minus på mange millioner kroner. Det betyder, der er regler, der gælder for nogen og ikke for andre i en sportsklub. Se på AaB, AGF, Viborg, Vejle. Samme problem alle steder. De kan ikke skabe en kultur, der giver resultater, så længe der ingen konsekvens er for ledelsen, lyder det fra Erik Østenkær.
Erik Østenkær var i 2007 og 2008 tilknyttet AGF som sportspsykolog.
Skriv et svar