Den nuværende SC Freiburg-spiller Tommy Bechmann kan meget vel vende hjem til Danmark til sommer, hvor hans kontrakt med tyskerne udløber. AGFFAN.dk har taget en snak med angriberen om hans fremtidsplaner.
Efter flere måneder med en skade i menisken er Tommy Bechmann endelig tilbage på træningsbanen i Freiburg. Aarhus-drengens fremtid er stadig uklar:
– Jeg ved ikke hvad der skal ske til sommer. Det hele er stadig åbent, og der er ikke noget på plads endnu, siger Tommy Bechmann til AGFFAN.dk.
AGFFAN.dk spurgte ind til om Bechmann helst vil fortsætte i Tyskland eller vende hjem til Danmark. Hertil svarede den 29-årige angriber:
– Det kommer an på hvad der er af muligheder omkring det sportslige. Om det er 1. eller 2. Bundesliga og hvad det er i Danmark, siger Bechmann.
Tommy Bechmann er tidligere blevet koblet sammen med et skifte til AGF, og hovedpersonen afviser heller ikke aarhusianerne:
– Lige nu, så er AGF interessant, selvfølgelig er de det, slutter den tidligere AGF’er, esbjergenser og VfL Bochum-spiller.
Iøvrigt afslører Tommy Bechmann, at familien til sommer flytter til Aarhus, hvor hans søn skal starte i skole. Familien er i øjeblikket ved at bygge et nyt hus i Aarhus-området.
Foto: Michael Heuberger
Skriv et svar