Såfremt AGF i dag sikrer sig oprykning til landets bedste række vil det give AGF’s sportschef et forspring i konkurrencen om at tilknytte de bedste spillere i sommerens transfervindue.
– Så kan jeg tidligere begynde at lukke aftaler. Det er lettere at tilknytte nye spillere, når vi kan garantere, at vi er superligahold næste sæson. Jeg har nok nemmere ved det end de fem-seks klubber i Superligaen, der lige nu ikke ved, hvordan verden ser ud efter sommerferien, siger Brian Steen Nielsen til Politiken.
– Allerede i vinterpausen betød det noget, at vi lå så godt til, så vi kunne tilknytte Søren Berg og Hjalte Bo Nørregaard. Der fik vi to spillere, der selvfølgelig skulle hjælpe os med at rykke op, men også er gode nok til at styrke os i Superligaen, siger Brian Steen Nielsen.