Ni måneders fodbold med neglebideri og en placering på kanten af stolesædet er nu overstået for AGF’s fans. Ikke så meget fordi hver enkelt kamp, holdet har spillet indtil nu, har været nervepirrende eller spændende, det er nu faktisk de færreste, der har været det. AGF har spadseret igennem turneringen med sejre på stribe uden egentligt at være presset voldsomt hårdt, men dog heller ikke have imponeret i hver kamp. Derfor har det også næsten fra dag 1 ligget i kortene, at AGF nok skulle rykke op. Men lært af tidligere erfaring og med en Nemesis svævende over hovedet, har de færreste turde melde oprykningen ud offentligt. Ikke før i dag i hvert fald. Nu må selv de mest negative og sortseende pessimister erkende, at AGF ikke kan andet end at rykke op. Med fem kampe igen er forspringet til tredjepladsen på 17 point, og så kan det end ikke med de mærkeligste matematiske formler gå galt.
Men med fem runder igen uden andet end førstepladsen, æren og diverse rekorder at spille for, hvad skal AGF så bruge kampene på?
Det kunne forestilles, at trænerteamet kunne bruge kampene som træningskampe og afprøve forskellige spillere og konstellationer forud for den kommende sæson. Men den teori kan igen ret hurtigt afvises, bl.a. fordi det på ingen måder vil være fair over for konkurrenterne i ligaen. I de sidste fem kampe møder AGF to hold, der kæmper for at rykke op (HB Køge og Vejle) samt tre hold, der kæmper for at undgå nedrykning (FC Hjørring, FC Fyn og Næstved). Desuden er det vel også lidt svært at spille træningskampe med et hold, som meget vel kan se helt anderledes ud om et par måneder…Jah, silly season er startet, og en god håndfuld angribere er ifølge flere medier allerede ved at flytte ind på Fredensvang, alt imens andre spillere er ved at tjekke ud fra samme lokation.
Jeg nævnte, at der var nogle rekorder at spille om. Og lad os lige dvæle lidt ved dem. Den mest attraktive at gå efter må være at blive det hold, som rykker op fra 1. division med flest point på en sæson. Den rekord tilhører pt. Vejle som rykkede op med 78 point i 2008 med Ove Christensen ved roret. AGF har i dag 64 point og har mulighed for at ende på 79 point med sejre i de resterende kampe. Dermed er der heller ikke råd til at sætte ét eneste point til, hvis den rekord skal hjem.
I samme rekordsæson gik Vejle igennem sæsonen uden at sætte point til på hjemmebane, den rekord kan AGF tangere i år, såfremt de vinder over Næstved og netop Vejle på hjemmebane i de sidste to hjemmekampe.
Vejle scorede desuden 80 mål i alt i 2007-08-sæsonen, hvilket var det højeste antal scorede mål, jeg kunne researche mig frem til i mindst 10 sæsoner. AGF har med deres nuværende 57 scorede mål mulighed for at slå den rekord, hvis de formår at score 4,8 gange i snit de næste fem kampe. Næppe sandsynligt, men dog muligt.
I det mindste ligger AGF lunt til at tage topscoretitlen, den giver dog ifølge netop AGF’s topscorer, Peter Graulund, hverken diplom eller præmie. Han er med sine nuværende 18 mål, tre foran Daniel König (Brønshøj) på andenpladsen og fem foran bl.a. Danilo Arrieta (Hobro), der deler tredjepladsen med Jude Nworuh (FC Fredericia) og Mads Overgaard (FC Fyn).
AGF har med andre ord stadig en del at kæmpe for. Ligeledes har de da også større chance for at skaffe positiv omtale i sponsorkredse, hvis de slutter sæsonen af med overbevisende maner. Og så skal vi huske på, at førstepladsen stadig ikke er sikret, selvom den dog også virker ganske sikker med 13 point ned til HB Køge, der dog har spillet en kamp færre i skrivende stund.
Jeg ser stadig frem til fem spændende og festlige kampe, hvor vi kan sidde lidt mere tilbagelændet i stolen, hvis man er den slags fan, og beskæftige hænderne med at klappe istedet for at bide i neglene. Lad os komme ud og nyde vores oprykning, men samtidigt bevise over for FC Hjørring, Næstved, FC Fyn, Vejle og HB Køge samt resten af fodbolddanmark, at AGF er alt for gode til 1. division!
Skriv et svar