Med søndagens sejr over Skive blev oprykningen endegyldigt sikret, og efter nogle dage med fri og tid til fejring og afslapning var AGF’erne i dag tilbage på træningsbanen. Ikke overraskende er humøret blandt spillerne i top, og anfører Steffen Rasmussen var da også glad og tilfreds, da AGF’s egen hjemmeside snakkede med ham i forbindelse med dagens træning.
– Vi har fået fejret oprykningen på behørig vis og nydt et par fridage. Det har været dejligt, og vi er selvfølgelig glade. Det siger sig selv, at det var en forløsning at sikre oprykningen, siger Steffen Rasmussen til AGFFodbold.dk og fortsætter om dagens træning.
– Humøret var selvfølgelig højt, men der var også en ganske god intensitet i træningen.
Med en velfortjent oprykning i hus kan det blive være svært at finde motivation til at spille de resterende kampe i 1. division, men anføreren er ikke i tvivl om, at der fortsat skal præsteres.
– De sidste kampe skal gribes an på den rigtige måde. Vi skal fortsætte i samme gear. Vi skal være i stand til at yde det, der skal til, siger keeperen og slutter:
– Vi skal fastholde fokus. Det skal vi være tilpas professionelle til at kunne. Det er vigtigt at afslutte sæsonen på den rigtige måde, siger Steffen Rasmussen.
Skriv et svar