I startopstillingen i dagens opgør mod FC Hjørring var der comeback til engelske Adam Eckersley. Men det var ikke på hans vante position som venstre back. Han var placeret som venstre kant i stedet. En placering han ikke er uvant med, men som Eckersley ikke foretrækker.

– Jeg har spillet pladsen gennem tre år i Manchester United. Men det er da lidt uvant, at der pludselig er modstandere på alle sider i stedet for, at man har al spillet foran sig. Jeg kunne godt vænne mig til det, men venstre back er min primære plads, siger Eckersley til stiften.dk.

AGF har allerede sikret sig oprykningen til superligaen, og de kommende kampe vil formentlig bære præg af små eksperimenter som Eckersleys kant-eventyr, der endda kastede et mål af sig.

– Det handler jo om at bygge til den kommende sæson. Vi kan nemt komme til at stå i den situation igen, at Stephan (Petersen, red.) er ude, og så er det jo rart at have prøvet det af, forklarer han.

Kampen endte 1-1 efter en elendigt spillet anden halvleg, og derfor måtte Adam Eckersley se sit mål blive decimeret til en uafgjort.

– Vi kan ikke være tilfredse med 1-1. Det var dog virkelig svære vilkår med dårlig bane og stærk blæst. Men det er ingen undskyldning. Det er jo ens for begge hold. Vi var bare ikke så gode i dag.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here