Trods en hurtig FC Fyn-scoring i gårsdagens kamp formåede AGF at kæmpe sig tilbage i opgøret, og endte med at vinde 2-3 efter mål af Søren Berg, Peter Graulund og til sidst Aron Jóhannsson. AGF-træner Peter Sørensen var ikke tilfreds med kampens første halvdel, men en peptalk i pausen fik holdet op i omdrejninger.
– En sløj start og et flot langskud presser os lidt, men vi viser den forskel, der skal være. Bortset fra langskuddet har de ikke de store chancer i 2. halvleg. Vi blev i pausen enige om at stramme skruen, og det synes jeg også, at spillerne gjorde – endda så hurtigt, at jeg ikke nåede at se Graulunds mål, sagde Peter Sørensen efter kampen til AGFFodbold.dk.
– Det var også vigtigt, at der kom en reaktion i anden halvleg efter en svag indledning på kampen. Jeg synes også, at vi spillede os op i første halvleg, men det kunne blive bedre, og det gjorde det også.
– Vi spiller langtfra det bedste, vi kan – men det bedste, vi kunne få ud af det i dag, var nok til at vinde, og det er også en kamp, vi ikke må tabe. Vi er bedre end modstanderen, og vi spiller på en fin bane, så der er ingen undskyldninger, slutter Peter Sørensen.
Skriv et svar