AGF forlænger med J. Sørensen

Jesper Sørensen har været assistenttræner i AGF i snart to sæsoner, og han har dermed været med oppe i Superligaen, nede i 1. division, og nu tilbage i det fine selskab. Senest Jesper Sørensen trænede et Superliga-hold var det med Erik Rasmussen som chef, men når modstanderne efter sommerpausen igen hedder Brøndby og FCK er det sammen med Peter Sørensen at han skal forsøge at indfri de høje forventinger der altid er til klubben.

AGF og Jesper Sørensen har i dag valgt at samarbejdet skal fortsætte, så assistenttræneren er på kontrakt de kommende to sæsoner.

– Jesper har ydet et flot stykke arbejde i AGF, og derfor er vi rigtig glade for, at vi også i de næste to sæsoner har en så dygtig træner i vores stab. Både fagligt og menneskeligt byder Jesper ind med meget, og han er en god sparringspartner til Peter Sørensen, siger sportschef Brian Steen Nielsen til agffodbold.dk.

Også træneren selv er glad for den forlængede aftale.

– AGF er inde i en positiv udvikling, og med de spillere og muligheder, vi har, tror jeg, vi kan flytte holdet endnu mere. Jeg er meget glad for at være i klubben og har et godt samarbejde med Brian, Peter og resten af staben. Derfor har det også været en nem beslutning at underskrive en ny aftale, siger Jesper Sørensen til AGF’s officielle hjemmeside, og fortæller videre:

– Peter og jeg har mange ting til fælles, og jeg er glad for det fodboldmæssige præg, han har sat. Han har indført en stil, som er bæredygtig, og som jeg også kan tilslutte mig. Det passer mig også godt, at der i den daglige træning er fuld fokus på kvaliteten og på de krav, der bliver stillet.

Jesper og resten af AGF-holdets næste opgave er på fredag, når der imod Næstved er lagt op til oprykningsfest på NRGi Park.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *