AGF har indfriet de forventninger der var til holdet inden denne sæson blev skudt i gang; nemlig at klubben skulle sikre en hurtig oprykning. Dette er sket, og oven i købet i overlegen stil. Forud venter tre ugers sommerferie for AGF-holdet.
– Spillerne får tre ugers ferie fra den 1. juni og frem, men de får alle et program, som de skal følge i ferien. Og på første arbejdsdag efter pausen bliver de tjekket, siger Peter Sørensen til JP Aarhus.
AGF’s cheftræner går personligt ikke i ferie-tilstand allerede fra 1. juni, idet han skal bruge tiden på at kigge tilbage på sæsonen der er gået. Denne redegørelse skal han lave i forbindelse med den træneruddannelse han er i gang med at tage, for at må træne et Superliga-hold i den kommende sæson.
– Konkret skal jeg fremlægge og analysere, hvad det er, vi har gjort i bestræbelserne på at få AGF tilbage i Superligaen, siger Peter Sørensen.