Martin Jørgensen tilfreds med egen præstation

Martin Jørgensen spillede en noget uvant position i dagens 2-1-sejr over Næstved. Den normale midtbanegeneral var placeret i midterforsvaret. Han kunne således tilføre en ny titel til sit ellers imponerende cv. Jørgensen selv var tilfreds med sin præstation i backkæden.

– Jeg synes, det gik okay. Jeg skulle selvfølgelig vænne mig til det i starten, men det var sjovt at prøve. Det er rart at få nogle udfordringer, og jeg synes ikke, jeg var impliceret i deres mål, så det gik vel fornuftigt, siger Jørgensen til bold.dk.

Han erkender dog, at han, da der til sidst i kampen kom lidt pres fra Næstved-holdet, kunne mærke at han ikke var vant til pladsen som midtstopper. Samtidig siger han, at han var glad over makkerskabet i back-kæden.

– Vi kom under pres til sidst, og der kunne jeg godt mærke, at det ikke var der, jeg har befundet mig allermest. Men vi reddede hinanden dernede et par gange. Spillet kan jo nemt forbedres, hvis jeg skal spille der fremover. Jeg havde et par gode fyre dernede, som hjalp mig. Man skal tage de dueller, man kan vinde, fortæller Jørgensen.

Spilletid på positionen i fremtiden er han ikke afvisende overfor hvis træneren beslutter sig for det. Men han ser dog ikke sig selv som en ny forsvarsgeneral i AGF.

– Ikke sådan lige med det samme. Jeg kunne godt tænke mig at spille lidt længere fremme af banen, men hvis Peter mener, jeg skal spille der, så gør jeg det, slutter Jørgensen.

 


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *