AGF led i dag sæsonens blot andet nederlag, da kampen mellem aarhusianerne og HB Køge endte 4-2 til sjællænderne. Efter en god start med et teknisk flot mål af Sanel Kapidzic, kom AGF’erne i løbet af få minutter bagud med 2-1. Herefter fik Stephan Petersen udlignet, men alligevel sluttede kampen mellem de to oprykkere altså med 4-2.
Udover sejren i sig selv betød kampen ikke meget for de hold, som begge er at finde i Superligaen næste sæson, og netop det faktum satte ifølge AGF-træner Peter Sørensen sit aftryk på dagens kamp.
– Jeg oplever det som en kamp, hvor vi fik prøvet nogle ting af og set nogle ting. Det var en kamp, som bar præg af, at vi gjorde nogle ting, som vi ikke ville gøre, hvis det var en kamp, hvor der var noget på spil, fortæller Peter Sørensen til AGFFodbold.dk.
Efter en god præstation mod Vejle i tirsdag fik Kasper Povlsen i dag fri efter blot 70 minutter, da Peter Sørensen valgte at skifte den unge AGF’er ud med 20 minutter tilbage af opgøret. Denne beslutning var blot én i rækken af flere, der var med til at ændre kampen og altså endte i en HB Køge-sejr.
– Vi fik set forskellige spillere i forskellige positioner. Og vi fastholdt eksempelvis at spille med tre i forsvaret, da vi fik Mark Howard skadet og derfor kun var ti mand. Det var også det, at vi skifter ud ved den mindste skramme, og at vi giver Kasper Povlsen fri før tid. Han har været belastet af mange kampe gennem lang tid. Der var et perspektiv, der rakte ud over i dag. Så det var i høj grad mig og mine beslutninger, der kom til at være udslagsgivende for, at vi tabte,siger cheftræner Sørensen, som nu for alvor kan kigge frem mod den kommende sæson i Superligaen.
Skriv et svar