I vinterens transfervindue tog AGF afsked med Benny Feilhaber, mens Søren Berg blev hentet som erstatning. Denne transfer har skabt et tiltrængt frirum på AGF’s lønningsliste, og ifølge AGF-træner Peter Sørensen har Søren Berg da også været en vigtig brik i forårssæsonen.

– Vi skulle bruge en spiller, der kunne spille forskellige pladser, og det har været meget nyttigt, især efter at Benny Feilhaber blev solgt, og vi også har haft skader til David Devdariani og Stephan Petersen. Det vidste jeg, at han kunne. Han har bidraget med det, jeg forventede, da vi hentede ham. Han har forstærket os, siger Peter Sørensen.

Med fem mål i 14 kampe har Søren Berg sat sit aftryk på en halvsæson med massiv AGF-dominans i 1. division.

– Han har stor gennembrudskraft og fysisk styrke. Han har ofte sat sig igennem med matchvinder-aktioner, scoret adskillige mål og sat et markant aftryk på vores spil. Jeg vil sige, at han er blevet bedre og bedre for os, efter han lige skulle vænne sig til os og vide, hvad han skulle gøre af sig selv. Især når modstanderen har bolden. Han bliver også en vigtig spiller for os i Superligaen, siger Peter Sørensen til Tipsbladet.dk.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here