Årets anden testkamp for AGF’s vedkommende blev til et uafgjort 1-1-resultat mod superligakonkurrenterne fra OB. Det blev en testkamp på et fint niveau med intensitet og hårdt spil. Bashkim Kadrii åbnede til 0-1, mens Aron Johannsson lukkede til 1-1-resultatet.

Fra kampens begyndelse sad OB på spillet. Efter 4 minutter blev Rasmus Falk spillet fri af Utaka, men Steffen Rasmussen nappede Falks forsøg. OB havde flere optræk til gode muligheder, men AGF kom stille og roligt ind i kampen, og det gav spinkle muligheder til Graulund og Kapidzic, som dog aldrig blev helt farlige.

Efter godt 30 minutters spil, headede OB’s Hans Henrik Andreasen på overliggeren efter hjørnespark, og få minutter senere var Rasmus Falk igen på spil, men Rasmussen fik endnu en gang afværget den unge fynbos forsøg.

I slutningen af halvlegen, som OB havde siddet tungt på, kom opgørets mest dramatiske højdepunkt, da OB’s Kalilou Traore blev udvist efter at have sparket ud efter Sanel Kapidzic.

Anden halvleg var en klar modsætning til de første 45 minutter. AGF lagde bedst ud, og fik spillet til at køre langt bedre, end det havde gjort før pausen. Indenfor det første kvarter kom Kapidzic frem til et godt hovedstød, og Stephan Petersen forsøgte sig med et saksespark, som han dog ikke fik ordentlig træf på. I stedet røg bolden videre til Peter Graulund, som på samme akrobatisk vis også forsøgte med et saksespark, som dog ikke voldte OB-keeperen problemer.

Blot få minutter senere var Søren Berg tæt på, men forsøget røg desværre tæt forbi mål, og midt i halvlegen sparkede Stephan Petersen mod det fjerneste hjørne, men desværre uden held.

AGF sad på spillet, da en fejl pludselig straffedes hårdt. En fejlaflevering på midtbanen fra Stephan Petersen, satte en OB-kontra i gang, og Bashkim Kadrii sendte uden chance for Steffen Rasmussen bolden i mål.

Efter dukkerten satte AGF sig igen på spillet. Der blev lagt større og større tryk på OB-defensiven, hvilket førte til gode afslutningsmuligheder, men ikke de helt åbne chancer. Sådan en kom der dog med ganske få minutter tilbage. Midtbaneslideren Kasper Povlsen blev sendt i dybden på et indkast, og han lagde bolden ind i feltet, hvor Aron Johannsson sparkede bolden i det lange hjørne til 1-1.

Kampen endte uden vinder i en god og lærerig testkamp for AGF frem mod sæsonåbningen 18. juli.

Kampfakta (agffodbold.dk)
AGF – OB 1-1 (0-0)

0-1: Bashkim Kadrii (71′)
1-1: Aron Jóhannsson (89′)

Tilskuere: Ca. 550

AGF:
Steffen Rasmussen – Arthur Sorin, Mark Howard (56. Emil Scheel), Anders Kure, Adam Eckersley (71. Mikkel Kirkeskov) – Søren Berg, Kasper Povlsen, Jerry Lucena, Stephan Petersen – Sanel Kapidzic (61. Aron Jóhannsson), Peter Graulund

 

2 KOMMENTARER

  1. Vi mangler en angriber mere. Jeg har altid sagt at man skal spille med 2 angribere så de er farlige i sig selv og derved binder forsvaret.

  2. @jbp
    Den kan jeg ikke se logikken i. Hvis du tænker på at de binder midterforsvarene må jeg spørge: Hvor stor en trussel er de den anden vej i forvejen? Det er ikke mange hold der tillader midterforsvarer at gå med frem. Hvis det er backs du tænker på, binder to kanter vel disse bedre ved at ligge længere fremme – som i de fleste formationer med en central angriber.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here