AGFs farlige kantspiller Søren Berg er blevet taget imod med åbne arme i Aarhus, efter han kom til fra Randers FC. I søndagens træningskamp stod han netop over for sine tidligere klubkammerater, og Søren Berg ville gerne have spillet om point.
– Det er altid sjovt at spille mod sin gamle klub. Jeg kender stadig mange i og omkring Randers, men det havde nu været endnu sjovere, hvis vi havde spillet om point i stedet for at mødes i en træningskamp, fortæller Søren Berg til AGFFAN.dk.
Kantspilleren, der under kampen skiftede en del med Stephan Petersen om henholdsvis højre og venstre side, ser frem til at skulle måle sig med de andre hold i superligaen.
– Det er nu, det gælder, og nu skal vi til at måle os med de hold, som vi rent faktisk skal dyste i mod. Det har set rigtig fornuftigt ud til træningerne, og jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til den kommende sæson, forklarer Berg, der hurtigt blev publikumsfavorit, til AGFFAN.dk.
AGF starter superligaen mandag den 18. juli.
Skriv et svar