Søndag spillede AGF en generalprøve mod Randers FC. AGF-holdet spillede en utrolig overbevisende første halvleg, men faldt – igen – sammen i anden halvleg. Se AGFFAN.dks vurderinger af alle spillerne her.

Emil Ousager
Den nye keeper kommunikerede godt med sit forsvar, som gjorde, hvad den blonde fynbo bad dem om. Han viste generelt sikre hænder og sikre indgreb, dog med undtagelse af 1-1-scoringen, hvor en ripost røg lige i fødderne på Randers-angriberen Kasper Lorentzen. Desuden var der lidt problemer med fodspillet, men det tyder på, at AGF har fået en meget spændende reserve.

Jerry Lucena
Meget af AGFs fremadrettede spil gik gennem Lucenas højre side. Han var generelt godt med, med farlige indlæg og også enkelte skudforsøg. Viste en offensiv tilgang, og han gjorde det upåklageligt med gode markeringer defensivt. Efter undertegnedes mening var han kampens bedste AGF’er.

Atle Roar Håland
Styrede forsvarskæden glimrende og viste sig helt klart frem med sin rutine og rolige spil. Sikkert spil, intet unødigt eller febrilsk. Svageste punkt er manglen på hurtighed, men denne kompenserer han for i form af gode markeringer. Han står meget stabilt i kæden. Håland virker som den styrmand til forsvaret, AGF længe har manglet.

Mark Howard
Virker som et rigtigt godt match til Atle. Udviser stor ro i forsvaret, og havde mange stærke blokeringer på de få skudforsøg, som Randers fik. Dominerede nærkampene mod sin direkte modstander. Havde dog en større fejl, som gav en hundredeprocentschance til Randers. Men alt i alt en fornuftig kamp af englænderen.

Adam Eckersley
En meget anonym kamp af den engelske back. Han viste til tider gode offensive løb, men var i mange situationer fejlplaceret i det defensive, hvilket var en af årsagerne til, at de fleste af Randers’ chancer kom i denne side. Virkede ikke så sikker som tidligere, og Eckersley skal ikke vide sig sikker på startpladsen mod Lyngby mandag.

Søren Berg
Midtbanen viste sig at være AGFs absolut bedste kæde i kampen mod Randers FC. Ikke mindst på baggrund af Søren Berg, der til at starte med havde venstre kant. I begyndelsen af kampen virkede den rutinerede offensive spillet lidt slap i skoene og mange afleveringer blev fejlplaceret eller mis-timet. Efter at have fået varmen blev det dog til til lidt show-off med flere lækre detaljer. Søren Berg led dog under en anonym venstreback i Eckersley, der betød, at Berg flere gange måtte spille mere defensivt, end hvad godt er. På højrekanten klarede han det også fint.

Kasper Povlsen
Den unge midtbanespiller mistænkeliggjorde ikke sin plads på U21-landsholdet i denne kamp. Han spillede overbevisende og især samspillet med Søren Berg fungerede glimrende. De to fik sammen skabt flere gode AGF-chancer. Povlsen viste sig igen som en løbestærk og ung AGF-løve, der er klar til at slås for sin plads i midten af AGFs opstilling. Faldt dog lidt i gennem i løbet af anden halvleg. Om det skyldes holdets generelle indsats eller Povlsens formåen er uvist.

Martin Jørgensen
Altid rutinerede Martin Jørgensen fik i Steffen Rasmussens fravær lov til at bære anfører-bindet, og kampen mod Randers FC viste, hvorfor det netop er Jørgensen, der var naturlig afløser. Han har været tydeligt savnet på midtbanen, hvor han stod for stabilitet og boldfasthed.  Den aggressive spillestil, Jørgensen lagde for dagen, resulterede da også i De Hvides enlige mål. Havde Lucena ikke været på banen, var Jørgensen en sikker vinder af kampens bedste spiller.

Stephan Petersen
Startede i vanlig stil som lyn og torden, men efter målet så det ud som om, han faldt lidt i kadence. Det kan have været udslagsgivende, at han flere gange skiftede side med Søren Berg, for på venstrekanten faldt Stephan Petersen mere i gennem, end hvad godt er. Derudover var det også en mere lad Petersen, end AGF-tilskuerne er vant til, men det skyldes formentlig nogle småproblemer med låret, som Petersen har døjet med. På højrekanten klarede han det ellers eksemplarisk.

Peter Graulund
Lige meget hvad Peter Graulund gør, så vil han altid være en helt i Aarhus. Sådan var det også denne dag, hvor Graulund ellers ikke viste meget vildskab. Den tiljublede angrebsspiller så efter kort tid en smule træt ud og kom ikke frem til det normale antal chancer. Hans afslutninger var forudsigelige og flade. Mange af de ting, der ofte du’r for Graulund, lykkedes ikke for ham i dag. Randers FC-spillerne gik utrolig hårdt til Graulund, hvilket må være trættende.

Aron Jóhannsson
Den unge islænding spillede en habil kamp, men faldt en smule i gennem i anden halvleg – lige som det meste af holdet. Det til trods for en mere end godkendt indsats i første halvleg. Det blev dog ikke til mål for den unge angriber, der må nøjes med et assist på Martin Jørgensens mål. Jóhannsson lagde en bold perfekt til rette for den midlertidige anfører.

Indskiftninger:

Mikkel Kirkeskov
Erstattede en anonym Eckersley, men var dog heller ikke selv meget synlig. Han var ivrig, som vi kender ham og deltog meget offensivt, samtidig med at han stod fornuftigt defensivt og vandt de fleste af sine nærkampe. Han blev dog sommetider overspillet, men fight og gode retur-løb resulterede i, at han som oftest alligevel klarede skærene. I undertegnedes optik viste han en smule mere end en noget skuffende Eckersley, og det kan meget vel være Kirkeskov, der spiller venstreback i premieren.

Anders Kure
Kom på banen i stedet for en velspillende debutant i form af Atle Roar Håland. Han forstærkede ikke det defensive, men gjorde det heller ikke svagere. Han virker som sådan på samme niveau med både Howard og Atle. Han lagde et par gode afleveringer fremad banen og placerede sig glimrende.

Arthur Sorin
Kom på banen i stedet for kampens spiller, Jerry Lucena. Han var dog noget anonym på sin back, lavede ikke mange fejl, men deltog heller ikke meget i spillet.

Casper Sloth
Stephan Petersen udgik på grund af ømhed i låret, og det gav plads til Casper Sloth. Det medførte en større rokade i spillet, og Casper Sloth blev placeret i angrebet umiddelbart bag Peter Graulund. En rolle, som Sloth tidligere har spillet, og han gjorde det også udmærket, men – som resten af holdet – gjorde han ingen stor figur af sig i den anden halvleg. Sloth skal nok ikke regne med nogen startplaceringer, når David Devdariani bliver klar.

Emil Scheel
Kom i det 83. minut ind i stedet for Martin Jørgensen og havde derfor en tung arv at løfte. Det er tydeligt, at Scheel endnu ikke er andet end en reservespiller.

3 KOMMENTARER

  1. Godt nok blandede ord omkring spillerne. Generelt viste de alle dårlige sider ifølge bedømmelsen. Så lad os håbe det kun er de gode sider der vises frem i præmieren.

  2. Næste gang i bedømmer Kirkeskov, syntes jeg i skal huske at se på hans aflevering! Han er stærk defensivt, men når han får bolden, laver han kun alibi afleveringer. Det er umuligt at arbejde med for f.eks. Stephan Petersen. Ellers nogenlunde enig :)

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here