Det kan godt være, at AGF tabte 2-1 på udebane i Aalborg, men cheftræner Peter Sørensen kan alligevel ikke lade være med at være tilfreds med AGF-spillernes indsats i kampens anden halvleg – selv om der ikke tilfalder nogle point ved et nederlag.

– Jeg synes i det hele taget, at vi kan være meget tilfreds med vores anden halvleg. Desværre får man ikke point for at spille en god halvleg, men vi har nu været klart bedst i tre af de fire halvlege, vi har spillet. Havde vi haft et point mere, havde vores start været fantastisk. Nu må vi nøjes med en godkendt start på sæsonen, siger Peter Sørensen til AGFfodbold.dk.

Første halvleg var ikke nogen flot indsats – især ikke i begyndelsen af denne, og baseret på det, vurderer Peter Sørensen, at AaB var den fortjente vinder.

– AaB er bedst i første halvleg, men på trods af, at vi ikke spiller særlig godt, formår vi dog at holde dem fra scoringer. Jeg glæder mig så over, at det er et anderledes tændt og aggressivt hold, vi ser i anden halvleg. Paradoksalt nok scorer AaB to gange, da vi er bedst. Men også på trods af det formår spillerne at rejse sig og komme tilbage og har overskud til at producere så mange og så store chancer, at vi på den baggrund godt kunne have fået et point og måske også alle tre, lød cheftrænerens sammenfatning.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here