Lørdag eftermiddag står AGF overfor medaljevinderne fra OB på NRGi Park, og gæsternes træner er udemærket klar over hvor sit hold skal spille mod AGF. Kontraspil er AGF’s største styrke, mener han.
– Vi vil løse opgaven i morgen ud fra at se på AGF’s styrker og svagheder, og vores egne muligheder. AGF er fremragende organiseret defensivt, og bruger det som afsætsrampe til hurtigt kontraspil, som er deres markante styrke. Men de er også gode til at spille, hvis de får plads til det, med nogle gode sideskift. Vi skal undgå at give dem kontrachancer og holde pres nok på dem til at de ikke får lov til at styre spillet, siger OB-træner Henrik Clausen til OB’s egen hjemmeside og fortsætter:
– De rykkede godt nok ned forrige sæson, men med et Superligahold, og de har bevaret holdet og fået tilført eksempelvis Søren Berg. Vi kan sige, at de har haft et helt år til at gå og forberede sig i ro og mag i princippet. Jeg ved selvfølgelig godt, der har været pres på dem også – man er jo ikke sikker på at rykke op – men de har haft en sæson, hvor de kunne arbejde målrettet, og det kan jeg se, de har gjort. De har spillet er par og tredive kampe på en sæson, mens vi spillede lige så mange kampe på en halv sæson, så de har haft mere tid til at træne og finpudse tingene.
Dejligt med ros af defensiven. Det er en anerkendelse af, at Peter Sørensens arbejde på dette punkt har båret frugt.