I et stort interview med Tipsbladet fortæller Brian Steen Nielsen om forløbet med tilgangen af Søren Larsen. Vi har udvalgt nogle af de mest interessante kommentarer.

– Der bliver den åbning, at jeg får at vide, at Søren Larsen måske kan komme fri i Toulouse. Det fik jeg at vide af hans agent Ivan Marko Benes gennem noget netværk, som vi bruger, der ved, at vi leder efter angribere. AGF kunne godt være en interessant klub for Søren Larsen, har han ligesom givet udtryk for til dem, siger Brian Steen Nielsen til Tipsbladet.

– Så bliver der selvfølgelig nogle samtaler i kulissen, og vi er jo ikke den eneste klub, de har samtaler med, men i forhold til, at det er Danmark, og den måde spilleren gerne vil profileres på, så er jeg jo godt klar over, hvilke klubber der måske kan være inde i billedet til det her. Så må man gøre det bedste, man kan, i de samtaler der nu kører i en periode mellem os selv, agenten og spilleren. Det kører nok to-tre uger sådan et forløb her. Vi snakker med Søren selv, mig og Peter Sørensen, om hvordan vi vil spille, hvilke forventninger vi har om at bruge ham og så videre. For Søren Larsen er jo ikke tiltænkt en bænkeplads. Så var det nok ikke AGF, han havde valgt.

– Den måde, vi præsenterer klubben på, de ambitioner vi har, og de tanker vi har med ham, den klubstørrelse, som vi også har, det tror jeg gjorde en forskel i forhold til nogle af de andre klubber, som han også har snakket med. Og heldigvis holder vi ord i forhold til de ting, vi har sagt til ham. Vi kommer til et pressemøde med to timers varsel i loungen med total stående applaus, da han kommer ind, og tænker ” hold da kæft!” Så det, vi har forsøgt at melde op til ham, det er også det, der sker.

– Du kommer ned på stadion til den første kamp, der er 12.000 tilskuere, og de rejser sig alle sammen op, når han skal ind. Der er firefem forskellige seancer under hele kampen, hvor de råber hans navn. Det er ikke sådan, at der kun kommer 4000 tilskuere, og der ikke er nogen, der siger noget. Det er han jo voldsomt tilfreds med, for det var det, han havde håbet på selv. Det hele lykkedes så, og det gør bare, at hvis han så snakker med nogle andre spillere om AGF, så vil han være positiv. Og det er jo den spiral, man skal ind i. At det er positive ting, der foregår. Sådan mener jeg også, at det har været i klubben længe, uanset om man har været oppe eller nede, slutter AGF-sportschefen.

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here