Både AGF og SønderjyskE havde fire point efter holdenes første tre kampe, og der var derfor lagt op til en lige affære i Haderslev. Trods et hurtigt AGF-mål sluttede kampen med en komfortabel 3-1-sejr til hjemmeholdet.

Efter en rodet start på kampen kom Aron Jóhansson flot igennem i AGF’s højre side hvorefter han ekspederede bolden videre til Søren Berg, som fra en spids vinkel scorede for fjerde kamp i træk, og dermed bragte sig selv alene i spidsen af Superliga-topscorerlisten.

AGF spillede herefter afventende og prøvede at trække tempoet ud af kampen ved at køre bolden rundt i bagerste geled. Mod slutningen af halvlegen kom AGF dog ikke godt nok med tilbage efter et angreb, og det tvang Anders Kure til at lave et professionelt frispark på kanten af feltet. Et flot sparket frispark af SønderjyskE’s Daniel Christensen endte oppe i hjørnet bag Steffen Rasmussen, som ikke kunne nå at forhindre en udligning kort før pausen.

Der gik ikke mange minutter af anden halvleg før AGF dummede sig efter en dødbold. Umarkeret fik en SønderjyskE-spiller lov at sende bolden indover, og her dukkede Eyjolfur Hedinsson op og kunne bringe hjemmeholdet foran.

Få minutter senere begik Kasper Povlsen et klart straffespark, som Jarl André Storbæk sikkert kunne omsætte til mål. 3-1 til SønderjyskE.

Som reaktion på de to SE-scoringer valgte AGF-træner Peter Sørensen at sende Søren Larsen på banen til fordel for en ufarlig Peter Graulund. Senere kom også Casper Sloth samt debuterende Davit Skhirtladze i aktion i stedet for hhv. Kasper Povlsen og Stephan Petersen.

Indskiftede Søren Larsen kom frem til flere fine muligheder, bl.a. et skud på stolpen, men det blev desværre ikke til scoringer for den lange angriber.

AGF formåede aldrig at lægge et nødvendigt hårdt pres på SønderjyskE frem mod kampens slutning, og derfor endte kampen som stillingen lød efter flot syv minutter af anden halvleg – nemlig 3-1.

Med dagens nederlag står AGF endnu uden point på udebane i denne sæson, men holdet får dog endnu en mulighed når Silkeborg venter næste mandag.

11 KOMMENTARER

  1. Præcis Tobias…. Gnist… Det var tydeligt at se de ikk var helt oppe og køre. Det er lang tid siden jeg har set så passiv en Graulund, der slet ikk fightede som han plejer.

    Synes ikk der var noget som rigtig lykkedes idag, men vi skal nok komme stærkt igen…

  2. Puha GF! Så kender vi jer igen. Det er sgu hårdt at være GF FAN! Håber satme snart vi får noget vind i sejlene. Synes Bl.a. GF spillerne mangler noget “fanden-i-volskhed” og noget fighter mentalitet. P. Graulund er et godt eksempel. Han har slet ikke vist noget i de 4 første kampe af den “Gamle Graulund” og det er for den sags skyld gældende for resten af holdet. 1 kamp mod Lyngby, er bestemt godkendt, dog kunne Lyngby sagtens have udlignet i de 10 sidste min af kampen. 2 kamp mod AAB, puha! Var selv oppe at se kampen i Ålborg, og må sige jeg var slemt skuffet over den ringe kampgejst/fighter vilje alle spillerne viste på banen. 3 kamp mod OB, så jeg desværre ikke selv, men hørte spillerne vidste fighter vilje og kæmpede sig til en 2-2, men at 1 halvleg bestemt ikke var godkendt. Mod Sønderjyske i dag. Spillerne spillede ALLE langt under middel. Hvis holdet skal gøre sig håb om en top 6 placering, skal der til at gøre noget drastisk i hele GF’s organisation , ellers tror jeg desværre vi skal kæmpe om overlevelse IGEN i år! For dælen det er ærgerligt! KOM SÅ DE HVI’E!!

  3. Generelt en skidt kamp fra AGF’erne. Ved ikke helt hvad det er, men synes de ligger under niveau gennem hele kampen sådan set.

  4. Kæft hvor er det pinligt.. De her kampe er sådan nogle vi bør vinde og få point hvis vi ikke skal opleve endnu en fiasko.

    Stephan P. har af min mening kun spillet en god kamp i år og det var mod Lyngby, Graulund skal tage sig sammen, må meget gerne erstattes af Søren Larsen i start11 i næste kamp.
    Godt at se Martin Jørgensen spillede godt i dag.

  5. Jeg kan trods alt godt få øje på nogle positive elementer fra turen til Haderslev: Min Fuglsang fra fad var velskænket og den sønderjyske grillmedister var uovertruffen ;-)

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here