AGFFAN.dks skribent har vurderet hver enkelt spillers indsats efter dagens udekamp i Haderslev, der som bekendt endte med et 3-1-nederlag til AGF. Ud for spillerens navn er givet en karakter på 7-trinsskalaen, som alt i alt er blevet til et gennemsnit på knap 5,2 for AGF-holdet.

Steffen Rasmussen – 4
Har et par fine redninger og gode indgreb i feltet gennem kampen, men kan alligevel ikke forhindre SønderjyskE i at lave tre mål i en kamp hvor Peter Sørensen ellers havde fokus på at holde nullet.

Adam Eckersley – 7
Kommer rigtig godt med offensivt, og har bl.a. et par gode indlæg fra venstre side i anden halvleg, hvor han rammer Søren Larsen fint inde i feltet.

Anders Kure – 4
Spiller en fin første halvleg, men laver for mange dumme frispark i anden ditto. Et af disse frispark bliver specielt dyrt idet det fører til SønderjyskE’s udligningsmål.

Atle Roar Håland – 7
Spiller med ro og rutine, og får lukket mange SønderjyskE-muligheder sikkert ned. Kompenserer for manglende hurtighed ved at tackle angriberen inden en løbeduel bliver aktuel.

Arthur Sorin – 4
Erstattede Jerry Lucena, som havde det svært mod OB. Nogenlunde defensiv indsats, men manglede lidt offensivt.

Søren Berg – 10
Kampens bedste AGF’er. Scorer for fjerde kamp i træk, og er konstant en kilde til uro. Udviser den gnist som der savnes hos mange af de andre AGF-spillere i dag.

Kasper Povlsen – 4
Fordeler som sædvanligt spillet fint på den centrale midtbane, men gør ikke det store væsen af sig. Erstattes af Casper Sloth efter 71 minutter.

Martin Jørgensen – 7
Styrer midtbanen godt, og lægger nogle fine afleveringer og sideskift. Kan være fint tilfreds med sin indsats.

Stephan Petersen – 02
Mangler i den grad vilje i sin indsats, og lykkes ikke med sine aktioner. Får ikke sluppet bolden i tide, og derfor løber hans dribleture ud i sandet. Har det svært mod et defensivt SønderjyskE-hold, som ikke giver ham meget plads at løbe på. Erstattes af debutanten Davit Skhirtladze efter 81 minutter.

Aron Jóhannsson – 4
Viser fin vilje, og laver flot assist til Søren Bergs mål. Kommer dog ikke frem til samme antal afslutninger som tidligere kampe, og er derfor heller ikke i nærheden af scoringer.

Peter Graulund – 02
Endnu en gang savner undertegnede vilje og gejst hos Graulund, som gennem sine 50 minutter på banen er yderst usynlig. Erstattes af Søren Larsen efter 10 minutter af anden halvleg.

Søren Larsen – 7
Får 35 minutter på banen, og bliver skiftet ind som reaktion på de to SønderjyskE-scoringer. Vinder ikke nok bolde i luften, men har to fine afslutninger samt et stolpeskud. Desværre ingen mål fra hans side i dag.

Casper Sloth og Davit Skhirtladze er uden for bedømmelse.

Ovenstående spillervurderinger skal ikke ses som en facitliste, men en baggrund for debat af spillernes individuelle præstationer.

Er du enig eller uenig i ovenstående vurderinger, og hvorfor/hvorfor ikke?

12 KOMMENTARER

  1. også den kamp jeg så.. dog synes jeg stephan petersens indsats eller mangel på samme, er trænerens fejl, han skulle ikke have været med overhovedet. han har været tvivlsom helt op til
    start,så kan det være svært for nogle at sætte sig ordentligt op til kampen. og endelig skal en forholdsvis tung spiller altid være 100% ellers bliver det hurtigt for stift og langsomt. ellers er jeg meget enig! Berg er en fantastisk spiller.

  2. Jeg plejer normalt at forsvarere de spillere, som får kritik. I dag vil jeg gøre en undtagelse og bede om, at Kures karakter bliver sænket. Jeg synes han var klart under middel. Til gengæld synes jeg Steffens karakter er for lav. Ja de laver tre kasser, men han har flere store redninger og kan ikke klandres for de tre kasser.

    Graulund kunne forøvrigt snildt få lavere. Havde en af de unge leveret sådan en præstation havde alle råbt op om, at de skulle udlejes til Aarhus Fremad.

  3. Stort set enig med karaktererne. Men den generelle mangel på fight. Bør ligge alle til last. Stefan P. og Graulund var syndere igennem hele kampen. Og typisk var det også dem der svigtede i muren ved frisparksmålet.. Et forkølet udstrakt ben fra først Graulund og derefter fra Casper P. Var medvirkende til de 2 andre scoringer.
    Steffen stod efter min mening en udmærket kamp. Men han er trods anførerbindet ikke general i sit eget målfelt. Derfor er 4 tallet på sin plads.

  4. Ja vildt Steffen kun får 4.Enig i at han stod en flot kamp. Kure er simpelthen ubrugelig. Nu må han alså HELT væk

    • Jeg er ganske uenig… Graulund er alt for passiv ved det hjørnespark, og der er ingen muligheder for at gribe bolden, så Steffen gør det rigtige, desværre rammer bolden Johansson, hvilket tager så meget af farten, at den bliver i feltet og er forholdsvis nem at heade ind.
      .

  5. Det Staff burde gøre er at bokse bolden ud af feltet, og ikke parere den inde i feltet. Desværre en fejl han har lavet før. Udover det stod han fint, men den slags fejl koster. Er enig i at Graulund osse ser skidt ud, og man bør lade ham starte på bænken i næste kamp.

    • Du trænger til briller Schmidt… Steffen forsøger at bokse bolden ud af feltet, men den snitter en SE spiller i hovedet og ændre retning, samtidig med, at den mister fart, hvilket gør bolden let at heade ind… se lige målet igen i langsom gengivelse… tak !

  6. Det har jeg nu gjort og for mig ser det ud som om steffen parerer bolden ned i hovedet på en sønderjyske spiller.

  7. Synes i giver lidt for høje karektere til forsvars spillerne… Synes entydigt at hele bagkæden plus steffen spillede til dumpe karekter… Superligaens dårligste forsvar desværre

  8. Synes Graulund og Kure var de dårligste. Kure er totalt usikker i alt hvad han foretager sig. Han kan ikke føre bolden frem men losser den op til modstanderne hver gang. Han er nem at runde for modstandene og bakker hver gang i mand til mand duellerne. Hører slet ikke hjemme i superligaen. Graulund skal nok komme igen..

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here