AGF er inde i en periode hvor klubben spiller en stor del af dens kampe på mandage. Således byder fire af de første ni runder af denne sæson i Superligaen på kampe mandag aften, hvilket ærgrer AGF-spillerne.

– Det bedste ved mandagskampe er vel at man kan sove lidt længere om morgenen, ellers kan jeg ikke rigtig se hvad der skulle være godt ved det. Det er lidt specielt at spille om aftenen. Man skal ind i en anden rytme end hvis man spiller kl. 3 på en søndag, men vi klarer den nok, siger Stephan Petersen til Kanalsport.dk.

AGF’s højreback Jerry Lucena er heller ikke begejstret for det moderne spilletidspunkt.

– Vi vil jo helst spille søndag, men det er nu en gang sådan det er, og så spiller vi også mandag. Man sidder hele weekenden og venter på at spille. Det positive er at man ser de andre spille, men man vil også gerne selv i gang, siger Lucena.

De seneste par sæsoner har budt på flere protester blandt AGF-fans mod netop mandagskampe, og så sent som i aftenens kamp havde en gruppe AGF-fans medbragt et banner med teksten ‘Imod mandagskampe’ påskrevet.

– Det er selvfølgelig surt. Jeg ved at fansene ikke er så tilfredse med det, men der er jo ikke så meget vi kan gøre. Jeg synes at det var sådan her for et par år siden også, at AGF røg ind i en masse mandagskampe. Jeg kan godt forstå hvis fansene er lidt utilfredse med det, siger Stephan Petersen og fortsætter:

– Jeg synes egentlig at tilskuerne er gode til at komme alligevel.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here