Brian Steen Nielsen erkender, at han har været i Peru for at se på talentet Raul Ruidiaz. Sportschefen siger dog, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at hente stortalentet, selvom Ruidiaz’ peruvianske klub, Universitario de Deportes, de seneste dage har fortalt, at de er tæt på at sende spilleren til Aarhus.
– Jeg har været en tur derovre, og har set en kamp med Universitario samt nogle andre kampe. Vi er ikke i forhandlinger med Universitario, for man skal jo lige se hvad det er for noget, før man kan gå i forhandlinger, siger sportschef Brian Steen Nielsen til bold.dk.
Brian Steen Nielsen ligger dog ikke skjul på, at Ruidiaz er en meget spændende spiller.
– Vi har først set ham spille i weekenden, og jeg er først lige kommet hjem i går. Nu må vi så gøre os overvejelser om, om vi vil gå videre med tingene. Han er en meget spændende spiller, hvilket hans landsholdsstatus også vidner om.
Skulle AGF beslutte sig for, at ville have fingre i den 21-årige peruvianer bliver det ifølge sportschefen ikke i nuværende transfervindue.
– Han er ikke aktuel nu. Universitario spiller Copa Libertadores nu her, og kæmper med om det peruvianske mesterskab, som følger kalenderåret. Så det kan tidligst blive fra vinter, siger Brian Steen Nielsen.
Raul Ruidiaz er 21 år og optræder som angriber. Han har spillet 4 landskampe for Peru.
Skriv et svar