BLOG: Det havde været typisk AGF, at smide point i går mod HB Køge. Det havde været typisk at efter to flotte sejre, at underpræstere og sætte point til i en kamp, hvor man bare skulle have alle tre point.
Men det skete ikke, og man kan dermed sige at AGF bestod en af sæsonens store tests. AGF kørte på noget der mindede om cruisecontrol, og man sad med fornemmelsen af at der var et ekstra gear til rådighed, hvis det blev nødvendigt. Kampen var noget møg, og uskøn at overvære, men AGF leverede et stykke solidt, professionelt håndværk.
Tidligere har AGF’s problem været, at man godt kunne spille godt mod topholdene, men mod de andre bundhold faldt man ofte igennem. AGF har haft godt af en tur i 1. division, hvor man hver kamp har stået med favoritværdigheden, og derudover må en del af succesen helt sikkert tilskrives Peter Sørensen. Cheftræneren slækker aldrig på sine forventninger til truppen, og er god til at holde alle til ilden.
Hvad så nu? AGF ligger nummer to, dog med en ekstra kamp spillet. Er AGF et tophold? Måske, de har i hvert fald spillet sig langt væk fra bunden, og direkte ind i den såkaldte sub-top, som skal kæmpe om de sekundære placeringer i Superligaen. FCK-toget er for længst kørt, men der er ikke noget der taler imod at AGF ikke skulle kunne konkurrere med AaB, FCM, FCN og Brøndby om bronzemedaljen.
På tirsdag venter en vigtig pokalkamp mod Hvidovre, og i weekenden skal AGF ud i en direkte dyst mod konkurrenterne fra FC Nordsjælland, der ligger i samme ende som AGF i ligaen. De Hvii’e plejer at have godt styr på teknikkerne fra Farum, og i de seneste fem indbyrdes opgør har man også kunne høste 10 point, så chancerne for endnu en triumf er bestemt til stede.
Foto: AGFFodbold.dk
Super godt mener måske bare også at OB kan blande sig i toppen… ;-)
Er enig med dig på flere områder men vil gerne mane en smule til besindighed. Ja AGF bestod “manddomsprøven” og slog et bundhold efter at have slået et af de bedre hold… Er helt enig med dig når du sige at det har været en af deres største udfordringer. MEN de sidste to kampe har AGF haft de berømte marginaler med sig. Både FCM og HB Køge fik uretmessigt annulleret et mål hvilket kunne have ændret kampene… Jeg nævner disse marginaler da jeg tydeligt husker vores start på sæsonen hvor vi rykkede ned… Her var det tydeligt at marginalerne også var på vores side… Derfor vil jeg meget gerne se denne stabilitet fortsætte før vi begynder at tale om andet end en sæson der i absolut bedste fald slutter med en placering i top 6. Midterfeltet er så tæt at der ikke skal gå meget galt før vi igen ligger i bunden… Derfor lad os glæde os over den øjeblikkelige succes men husk også at holde begge fødder plantet solidt i den jyske muld… Vi bør have lært af tidligere sæsoner… :)
Vi har spillet fint, men vi må også indrømme at vi har været svineheldige i de to seneste kampe: Begge gange burde modstanderen have fået et mål, i en periode hvor vi ikke havde alt for meget at komme med. Ligeledes er der heller ikke længere til bunden end nederlag i næste runde kan sende os adskillige pladser ned, samt det ikke er urealistisk at vi taber til både OB og FCK.
Jeg kan i hvert fald godt se hvor pressen får deres idéer om århusianere fra, når et fansite til et oprykkerhold mener der kan spilles om bronze efter 8 kampe. Jeg er i hvert fald af den mening at man ikke skal undervurdere effekten af at vi er et “nyt” hold i suppen med nye spillere og en ny træner, som de andre ikke kender til. Man kan jo pænt sammenligne med 09/10-sæsonen, hvor vores overraskende spillestil, kombineret med interessante spillere, sikrede en førsteplads i 7 runder, en 6. plads efter et halvt år, men alligevel endte i en nedrykning. Helt så galt kommer det nok ikke til at gå hvis Køge og Lyngby fortsætter stilen, men det er dog fjollet at snakke bronze hvis vi slutter som nummer 9 eller 10.
Jeg er såmænd enig i at AGF bestod en vigtig test, men jeg vil nu mene at FCN-kampen er langt vigtigere: Ikke blot fordi den kan give meget vigtige point, men fordi et hold som FCN ligger i den gruppe af hold vi næsten altid smider point til når det gælder. Derudover kører vi igennem det meste af midterkarussellen igen inden vinterpausen, hvor vi virkeligt skal vise vores værd: Kan vi også slå dem når de ved præcist hvad vi kommer med, fremfor en eller anden vag ide om at Søren Larsen måske kommer ind efter 75 minutter?
Som udgangspunkt mener jeg dog at både OB, AaB og FCM er foran os, selvom der kan hentes point. De har erfaringen når det gælder det lange seje træk, der hvor det ikke er sjovt: Da vi rykkede ned, startede FCM jo med at sejle næsten lige så meget som Randers, men endte alligevel på en 6. plads, fem point fra bronzen. Jeg holder i hvert fald stædigt fast i at en 8. plads er hvad vi umiddelbart kan tillade os at gå efter, og så må vi se om de andre smider point nok til en bedre placering :)
Lige et par bemærkninger. Først til dig Søren. Jeg tror vi er mange, der ligesom du, var bekymret for hvordan det skulle gå GF. Det er nok en almindelig opfattelse, at de kan spille som en drøm imod de formodede tophold, for så at fejle på det skammeligste imod de lavere rangerende hold. Men nu gik det heldigvis godt i går.
AGF har ikke en kamp i hånden. Tværtimod har de spillet en kamp mere end de andre undtagen HB Køge selvfølgelig.
I FCM-kampen var vi heldige med, at FCM ikke fik anerkendt en scoring. Imod Brøndby blev en scoring af udeholdet i kampens slutfase underkendt på grund af et frispark. Billederne, som jeg har set, kunne ikke præcist fastslå om der var frispark. Men måske var vi heldige i den situation.
Til gengæld er der intet der tyder på, at HB Køges skud på undersiden af overliggeren efterfølgende var over stregen. Jeg har set flere vinkler og føler mig overbevist om at kendelsen var korrekt. Men uanset om den var over stregen eller ej, var marginalerne på vores side i situationen. Derudover brændte HB Køge et par andre gode muligheder, men det er jo ikke vores skyld. AGF havde jo også flere muligheder fx var både Berg og Lucena vist fri en gang hver, men brændte.
Hov. Det med den ekstra kamp i hånden var en forkert formulering, for selvfølgelig var det ikke det jeg mente.
Jeg er helt med på, at AGF har været heldige (Ligesom man også var da man lå nummer 1 under Erik Rasmussen), men jeg skriver ingen steder at jeg tror AGF vinder det ene eller det andet. Min hovedpointe i bloggen er jo heller ikke, at AGF kan vinde bronze – for det tror jeg ikke de gør.
Det jeg skriver – som jeg stadig mener – er at der ikke er noget endnu der har vist, at AGF ikke skulle kæmpe med tredjepladsen og nedad.
Måske er det fjollet at nævne bronze og subtop, hvis vi ender 8’er, men det er måske mere den tætte Superliga der er fjollet. Tænk på sidste sæson hvor otte-ni hold kunne rykke ned med et par runder tilbage.
Bloggens formål var på ingen måde at juble eller snakke om medaljer, men nærmere at give AGF kredit for at de formår at vinde på deres dårlige dage mod bundhold.
Jeg tror ikke der er mange der er uenige i at at vi her i byen har et potentiale til mere end vi ofte viser. “3 og ned” dækker dog 10 pladser i ligaen, så derfor må man jo antage du finder det en muligt at vi kan nå helt derop, og der har vi nok hver vores mening.
Spillerne må da gerne modbevise min påstand om at vi ikke når derop, men faktum er at vi også skal kunne vinde på udebane mod Sønderjyske, SIF og AaB hvis vi skal nå helt i mål. Vi kan trods alt ikke satse på at det er os der trækker 2 hjemmekampe mod hele midterfeltet, og ligesom BIF vandt 5-0 på en billig baggrund, tror jeg heller ikke vi skal lægge alle vores æg i HB-Køge kurven :)
Skal man i top-3 er det nødvendigt at få 50-55 point i de billige år (ligesom sidste år) og 60+ i de “dyre” år: Dertil mener jeg ikke vi har vist nok, da det kræver under et tocifret antal nederlag ELLER næsten 20 sejre — Og så skal man altså slå de andre på udebane :P
Jeg håber forøvrigt på kanonstemning på hjemmebane, en lørdagskamp i den sjove ende af tabellen. FEDT!!!!! Jeg glæder mig allerede!!!!!