Når AGF lørdag tager i mod FC Nordsjælland, vil Stephan Petersen også stå over for sin tidligere klub. Midtbanespilleren har et par forslag til hvorledes man vinder kampen om 2. pladsen mod netop ligaens nummer 2.

Stephan Petersen tror på en flot, teknisk kamp i mellem de to hold, som begge er fulde af selvtillid efter sejre i begge holds tre seneste kampe.

– Jeg kender FC Nordsjælland og deres måde at spille på ganske godt, og de så rigtig godt ud mod Brøndby. Vi vil også gerne spille fodbold, og derfor tror jeg, det bliver en flot og en teknisk god kamp. Ud over FCK er vi måske de to hold i ligaen, der producerer flest chancer lige nu, siger Stephan Petersen til bold.dk.

25-årige Petersen mener ikke, at Farum-klubbens spillestil har ændret sig siden han forlod dem i 2009. Den hurtige kantspiller har et bud på, hvorledes sejren kan komme i hus mod sin tidligere klub.

– Vi skal sørge for, at de ikke får for meget plads, for gør de det, er de rigtigt svære. De har mange gode angribere, der kan spille på stort set alle pladser oppe foran, og dem skal vi være tæt på, ligesom vi ikke må tillade, at de får frit spil i mellemrummet foran vores bagkæde. Derudover handler det om at være skarpe og straffe dem, når vi selv får chancen, lyder formlen fra Stephan Petersen.

Stephan Petersen er meldt klar til kamp på trods af skaden han pådrog sig i sidste uges kamp mod HB Køge.

 

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here