Der har i denne sæson været talt om, at AGF har været heldige med et par afgørende situationer i kampe, som alle er gået AGF’s vej. AGF’s engelske venstreback, Adam Eckersley, mener dog ikke, at det er rigtigt at tale om held.
– Jeg tror ikke på, at vi er specielt heldige. Vi fortjener hvert point, vi har fået. Mod FC Nordsjælland fik Atle Roar Håland et mål annulleret. Den gik ikke vores vej, men det klager vi ikke over. Hvis folk siger, vi har været heldige, så er det efter min mening noget sludder, siger Eckersley til JP Aarhus.
I sær situationerne, hvor mål scoret af modstanderne er blevet underkendt, har skabt debat.
– Jeg tror ikke på held og uheld i den forstand. Det sker vel 10 gange på en sæson, at der er tvivl om, hvorvidt bolden er inde eller ej. Nogle gange fløjter dommeren mål, andre gange ikke, siger Adam Eckersley.
Situationerne, som har bragt heftig debat med sig, er Peter Graulunds mål mod FCN, hvor angriberen eftersigende havde arm på bolden. Mod HB Køge og FCM fik holdende underkendt deres respektive mål, hvor bolden tilsyneladende havde passeret AGF’s mållinje.
Skriv et svar